Followship of the prince

An unexpected turn of events...
Første spilgang, skrevet af Amroth Telrúnya

På givne tidspunkt befinder jeg, Amroth Telrúnya, mig ikke på det sted jeg havde forventet at se mig selv ved for bare en dag siden. For en dag siden var alt som det plejede, det kedelige og rutineprægede arbejde med at eskortere prinsen rundt til hans pligter, sørge for at han ikke rodede sig ud i al for meget ballade, (i sig selv et omstændigt stykke arbejde) og generelt støtte ham i hans daglige virke som kongelig. Personligt har mit job altid indebåret at være en slags bibliotekar, eller leksikon, for prinsen, både med al der bevæger sig indenfor det Arkane område, men også generel historie. En stor del af mit arbejde består også i, at tage mig af papirarbejdet prinsen ikke har tid, (eller lyst, for den sags skyld) til at bebyrde sig med. Men på den anden side tør jeg ikke tænke på hvordan tingene ville se ud hvis den kære prins selv skulle tage sig af arbejdet, så det har altid været for det bedste. En anden af prinsens ansatte, Victor Atreus, sørger for prinsens sikkerhed og gør det sikkert for prinsen at bevæge sig rundt, uden at skulle bekymre sig om overfald. Et meget stilfærdigt og roligt menneske, men han ved hvad han laver, for det meste i hvert fald. Han har ikke fået prinsen ud i synderligt farlige situationer endnu, indtil for nyligt.

Victor og jeg eskorterede prins Geoffric og kronprins Irvel til en kro ved navn Solstrålen. Her skulle de mødes med diplomater fra Sembia for at diskutere en våbenhvile mellem de to lande. Selvfølgelig en tiltrængt rejse fra al bureaukrati-arbejdet i Suzail.

Da vi kom frem til kroen blev Victor og jeg indlogeret som personale. Det er jo ikke fordi, at vi er hestene der trækker prinsens vogn, metaforisk set. Nej nej, vi fortjener ikke bedre end det. Kronsprinsens anstrengte forhold til hans lillebror smitter som sædvanligt af på hans hof folk.

Mens vi sidder på de dårligt polstrede skamler de kaldte for stole, møder vi til gengæld et nyt ansigt. En bred mand i stor rustning og et symbol på brystet af sin kåbe han bærer ud over, kommer til os og introducerer sig selv som Argos Moonbringer. På stedet genkendte jeg hans orden, og indså at han var endnu en af den type fanatikere, der kaster sig hovedkuls ind i dragens mund, i navnet på sin gud(inde), uden at se hvilken farve dragen har. Men på trods af den viden, præsenterer han sig ganske velformuleret uden at nævne sin gud i hver sætning, kun hver anden. Med et sælsomt udseende blev min interesse vakt, specielt ved tanken om hvor han befandt sig og på hvilket tidspunkt. Dog blev jeg skuffet da jeg finder ud af, at han hovedløst havde indlogeret sig på kroen, uden at vide at han ville bo i centrum for et diplomatisk møde. Men det var også fjollet at forvente andet. En anden ting der var anderledes ved paladinen, var hans sælsomme udseende, han var tydeligvis hverken elver eller eladrin, dog noget tredje af anden eksotisk race. Med et hurtigt kig i mine bøger, har jeg skaffet mig et overblik over hans races historie, men det vil jeg ikke fordybe mig i her.

Til middagen på den øverste etage havde kronprins Irvel inviteret Argos, og middagen forløb sig ganske stille og roligt. En af de sædvanlige diplomatiske middage hvor kronprinsen forsøgte, at skjule hans agenda i flinke vendinger og komplimenter, mens han samtidigt skulle prøve at gennemskue selv samme forsøg fra den anden side af bordet. Ganske kedeligt at være tilskuer til, men maden var udmærket (for en kro at være) og vinen udsøgt. Victor havde dog lagt mærke til at prinsen flirtede med diplomatens datter ganske hæmningsløst, og ved middagens opbrud forlod de rummet sammen. Vi besluttede, som altid med den slags situationer hvor prinsen sikkert ville rode sig ud i noget skadeligt for Cormyr, at følge efter ham på respektfuld afstand og observere. Victor, med hans evner med at bevæge sig rundt i mørket uset, sneg sig tæt ind på parret der havde fundet sig en pavillion, hvor de sad og gjorde hvad unge folk nu engang gør. Jeg selv tog plads ved vinduet i det ildelugtende personalerum, med god udsigt over terrænet.

Efter et stykke tid kyssede parret, og de snakkede lidt efter. Prinsen så ud som om han var blevet lidt for fuld til middagen, hvilket ikke undrede mig på det tidspunkt, men det viste sig senere at prinsen var blevet bedøvet af kysset med alkymi, tydeligvis en giftig læbestift. Men der var ikke tid til at tænke nærmere over det, for pludselig eksploderede første etage, og med den kronprinsen og hans følge. Hurtigt teleporterede jeg ned til prinsen, som i mellemtiden havde fået selskab af en masse War Wizards. Hvor de kom fra viste jeg ikke på daværende tidspunkt, men senere fandt jeg ud af at Karos Grafenstein og hans deling af War Wizards havde fulgt med os helt fra Suzail i ly af illusionsmagi. Sammen bekæmpede vi den angribende flok af soldater og hekse som pludselig dukkede frem af mørket. Diplomaten som havde kysset prinsen forsvandt fra stedet, og vi kæmpede en brav kamp for at beskytte prinsen. Han var dog ikke lige villig til at stå i baggrunden og se til, hvilket ikke gjorde vores job nemmere. Kampen gik frem og tilbage, og vi fik stille og roligt nedkæmpet soldaterne. Der var kamp over det hele, men the War Wizards er ikke til at spøge med, og med mine overlegne evner indenfor det det Arkane til at støtte dem var der ingen nåde. Specielt en ung soldat jeg ikke havde set før i Suzail, som jeg senere introducerede sig som Alanna viste sine overlegne evner. Imponerende for en kvinde i hendes relativt unge alder.

På et tidspunkt under kampen blev prinsen slået bevidstløs af en heks, og vores kære Grafenstein kunne ikke hjælpe ham på det tidspunkt, så situationen var kritisk. Var det ikke for Argos Moonbringer, som besluttede sig at tage del i kampen, havde den kære prins formentlig været i store problemer. Argos, med blod ned af hans kinder, som om at han havde spontant havde blødt ud af øjnene, kom slæbende på en kultist han havde taget til fange. Et skræmmende syn for kultister og andre letskræmte folk og fæ. For mig gjorde det ikke det store indtryk, måske fordi jeg havde spottet ham falde ud af vinduet på anden sal og falde ned på gårdspladsen, hvor han lå så lang han var.

Efter kampen sloges prinsen og Argos over hvem der skulle forhøre kultisten, og det blev besluttet efter en lang penis-længde konkurrence, at prinsen skulle afhøre ham og at Argos derefter skulle gøre hvad han nu ville med ham. Eller var det omvendt? Detaljer detaljer.. Essensen var i hvert fald, at manden skulle afhøres. Det viste sig at det var en deling Shar-kultister der stod bag angrebet, i dække som Sembia diplomater. En mand ved navn Paldemar er kultens leder og bor i noget der hedder De Syv Søjlers Hal, et sted oppe i bjergene med forbindelse til the Upper Underdark, hvor man kan handle lyssky varer, væk fra Cormyrs søgende blik.

Grev Thorfin, som havde sørget for at kroen stod til rådighed for prinserne og Sembias diplomater, var også på kroen da den øverste etage sprang i luften. Han var også til stede under middagen og deltog også i kampen, hvor han stod alene med 25 mand på samme tid, uden at fortrække en mine ved de mange kølleslag han fik. Det sagde han i hvert fald selv. Sammen med greven tog vi fangen til den halvbrændte kros stald og forhørte ham. Greven selv var imod at torturere fangen, selvom både prinsen og den fanatiske paladin var ivrige efter at forvolde så stor smerte som muligt på kultisten, for det viste sig at det var en præst for Shar. Prinsen ville hævne sin brors død og paladinen var bare tørstig efter ”retfærdighed”, og hvad det så end indebar. Dog kom det ikke videre end til snakken om hvordan forhøringen skulle foregå, før at Karos afbrudte prinsen og fortalte ham at han var anholdt for attentatet på hans storebror, kronprins Irvel. Karos havde i ly af vores heftige diskussioner omkring fangen sneget sig ud, og havde fået en magisk meddelelse fra Malir, højmarskal af the Purple Dragon Knights, hvor han forklarede at de havde fået oplysninger om at Geoffric ville dræbe sin storebror. Karos havde ikke fortalt ham at attentatet allerede var fundet sted, og det endte med en diskussion om hvorvidt at der var et kup undervejs, og at vi stod midt i det. Det endte med at vi fik overtalt Karos til at droppe hans plan om at tage prinsen til fange, for hvis der var et kup i gang, så ville vi alle blive hængt ud for det. Så uanset hvad vi gjorde ville det resultere i at vi blev beskyldt for kronprinsens mord. Forskellen ville så ligge i om vi ville være flygtninge og selv finde ud af hvad der var sket, eller om vi ville blive hængt efter en uge. Problemet var dog at Karos, som alle andre højtstående officerer, havde et bånd direkte til højmarskallen, hvorigennem han kunne blive sporet og langsomt dræbt. Så det stod selvfølgelig som det første på listen at hjælpe den stakkels mand, så han ikke led en utidig død. Hvilket tab det ville være, jeg har altid syntes godt om netop dette menneske.

Dapper Dan tilbød os at vi kunne låne hans magiske cirkel i the Sunshine Keep, hvor han selv ville hjælpe til med et ritual for at skære båndet over. Sammen med prinsen, Alanna og jeg hjalp vi Dapper Dan til at materialisere båndet. I samme øjeblik båndet kom frem begyndte prinsens våben at viske ”Shaaar…”, som det plejer at gøre når våbnet vil have hævn over nogle Shar tilbedere. Så prinsen tog sit sværd og huggede båndet over. Det viste sig altså at højmarskallen er Shar-tilbeder, så det højst sandsynligvis er ham som står bag kuppet.

Efter det vellykkede ritual fulgte jeg med Argos ned i fangekælderen, hvor den kære kultist blev holdt fanget. Her var jeg vidne til en sand symfoni af smerte, skrig og gråd, dirigeret af Argos og hans offerkniv. Efter seancen fortalte kultisten hvor vi kunne finde ham der stod bag angrebet – en mand ved navn Paldemar, som befinder sig i Tordenspirene i et sted der hedder De Syv Søjlers Hal. Så vi besluttede i fællesskab at opsøge denne Paldemar, for at komme til rods i Geoffrics brors mord, og hvorfor han var blevet beskyldt for det.

Så nu bevæger vi os mod the Tordenspirene i forklædning som handlende. Vi lavede en aftale med en gnom ved navn Bairwin fra byen Winterhaven, vi fik forklædningen og han fik os til at sælge en masse ting for ham. På vejen så vi tilbage mod Sunshine Keep, hvor to drager landede på taget. Var vi bare en dag længere om at komme afsted ville vi blive indhentet af the Purple Dragon Knights.

Hvad der venter os i tordenspirene vides ikke, men en ting er sikkert. Vi vil blive jaget overalt hvor the Purple Dragon Knights kan komme til, vi vil ikke kunne bevæge os rundt uden at kigge os over skuldrene og vi vil sikkert dø i forsøget på at opklare mordet. Men hvis alt går godt, kan vi ende med at overtage magten i Cormyr. Det er et farligt spil højmarskal Malir har startet, så må vi se om terningerne falder til vores fordel..

View
A Journey under the Moon, part I: Descent into Darkness
Skrevet af Argos Moonbringer

Situationen huede mig ikke det mindste. Tilbedere af Shar højt i Cormyrs hof, vores venner i Sunshine Keep under belejring fra de Purple Dragon Knights, som egentlig skulle beskytte dem… Kaos så ud til at have inficeret vores umiddelbare omgivelser, og den tanke tiltalte mig ingenlunde. Dog var vi angiveligt på vej mod ondets rod, på vej mod De Syv Søjlers Hal forklædt som handelsfolk for at finde flere spor til, hvor denne smitte af Skyggen kunne være kommet fra. Vores bedste spor var en for os ukendt person ved navn Paldemar, som menes at være ansvarlig for Shars marionetters tilstedeværelse i Suzail.

Den grove lærredskåbe sad ubehageligt over min rustning, og jeg følte mig utilpas ved at skjule min gudindes glorværdighed under et tarveligt stykke klæde. De, der tjener Shar og hendes veje – for slet ikke at tale om de, der er sjæleligt forblindede af skygge – benytter sig af samme strategi overfor deres uskyldige ofre: De skjuler deres inderste råddenskab ved en luset forklædning. Jeg følte mig uren, som en tjener for Selûne der ikke turde kendes ved sin nådige gudindes væsen. Dog tvang jeg mig selv til ikke at lade mig mærke med noget, men sad roligt og afventende, mens vores vogne sneglede sig af sted af den beskrevne rute. Mine rejsefæller Victor, Karos og Alanna – disse årvågne sjæle – spejdede efter den angivne afstikker ind i bjergene, mens den finurlige Amroth granskede sine bøger. Selûnes udvalgte, Prins Geoffric, bekymrede sig ikke synderligt om situationen, i hvert fald ikke hvis man skulle dømme efter den snorken, som steg op fra vognens bagside.

Jeg må tilstå – for mit eget vedkommende og for min gudindes åsyn – at jeg finder Geoffrics væsen og opførsel yderst besynderlig. Han besidder en åbenbar stridslyst og iver til at bære Aecris mod de, som har fortjent det, men han deler ikke min overbevisning om, at de besudlede og forblindede må renses for Skyggens indflydelse. Bevares, han er adelig og ikke trænet som jeg – men den adelige opvækst har gjort hans vilje svag. Når han ser, hvad de forblændede foretager sig, er jeg sikker på, at han vil hærdes – og kommer det ikke naturligt til ham, har han svigtet Selûnes ære. Om nødvendigt må jeg selv skride til handling og oplære ham i mine doktriner.

Efter en lang rejse nåede vi endelig til nedgangen til De Syv Søjlers Hal. Flankeret af minotaur-statuer på begge sider, påbegyndte vi vores nedstigning. Som vi snoede os ned af den brede vej, som var lagt i bunden af en udhugget hule ned i bjerget, begyndte min følelse af ubehag at tage til. Snart kunne vi ikke se dagslyset, og mens vejen blot fortsatte længere ned i bjerget, blev jeg mere og mere nervøs. Jeg ville ikke kunne se Selûnes strålende åsyn over mig om natten og føle hendes tilstedeværelse, når hun med sit blide sølvskær og sin sikre bane over himlen leder mig videre på den evigt foranderlige sti, som er mit liv og som er hendes væsen.

Dog skete der snart noget, som brød mine bekymringer. Da vi var kommet tilpas langt ned i bjerget, hørte vi jammer og klage fra et sidekammer til vejen. Mens jeg instinktivt greb efter mit sværd, fik Amroth hurtigt vækket Prins Geoffric, og vi besluttede umiddelbart derefter at undersøge det. I rummet ved siden af fandt vi fem hobgobliner, som var i gang med at true sig til penge fra en meget ung halfling. Geoffric trådte straks frem og bad hobgoblinerne om at slippe det uskyldige væsen fri. Da jeg supplerede hans bemærkning med en konstatering af, at de som forbryder sig mod uskyldigheden betaler med smerte, havde det – mærkværdigt nok – en underlig effekt: Hobgoblinerne knækkede sammen af grin. De skulle dog snart se fejlen i at tvivle på min indsigt i straffens natur, for da Geoffric begyndte at forhandle med dem om prisen for halflingen, så vi kunne købe ham fri – på opfordring af Alanna – fattede hobgoblinerne mistanke til vores ærinde. Før de kunne nå at reagere, trak Geoffric imidlertid blank og stormede frem mod de afskyelige væsener.

Vi andre forsøgte at følge op på hans stormløb ved at assistere så godt vi kunne. Mens jeg fremsagde mine bønner til Selûne om styrke og ære, så jeg Karos og Alanna avancere mod fjendens flanke. Alanna forsøgte sig med en yderst spidsfindig manøvre, som ville kombinere akrobatik med et spring over en af de stole, som stod i vejen rundt om det bord, hvor fjenden holdt halflingen fanget. Dog knækkede stolen sammen under den habile swordmages fødder (selv jeg ville have kunnet fabrikere den stol bedre), og hendes angreb blev brat afbrudt.

Bedre blev det ikke af, at en af hobgoblinerne var ferm til magi, og mere end en gang fik vi en chokbølge at føle fra dens retning, så vi blev blæst omkuld. Ikke desto mindre forsøgte jeg mig selv med en manøvre, som skulle komme folk til hjælp. Men også jeg blev offer for hobgoblinernes forfærdelige håndværk, for da jeg ville springe over bordet, brast det under mine støvler, og jeg lå omtumlet og forvirret på gulvet. Øjeblikket efter jog en skærende smerte igennem min krop. Mine muskler trak sig sammen i voldsomme kramper, og jeg følte det som om jeg havde ild i blodårerne. Jeg skreg; det er jeg ikke bleg for at indrømme. Ens egen smerte skærper sanserne og fokuserer vreden, så jeg bød den blot velkommen. Jeg så hobgoblinernes magiker stå over mig med en træstav, der knitrede af magiske lyn. Jeg bed tænderne sammen og ventede på dens næste slag – men det kom aldrig. I stedet så jeg en glitrende sværdklinge hamre ind i hobgoblinens ryg, hvorefter den blev løftet fra jorden af slagets kraft og med en sprød lyd smadrede ind i den modsatte væg. Fortumlet kiggede jeg op og fik øje på min redningsmand – eller rettere redningskvinde. Alanna havde udnyttet en gunstig åbning i fjendens forsvar til at hævne sig.

Med denne trussel ude af billedet gik der ikke længe, før der kun stod en overlevende hobgoblin tilbage. Den overgav sig og fortalte os, at den var en del af en stamme, som kaldte sig The Bloodreavers, under ledelse af en vis Høvding Krann. De levede af slavehandel, og for nylig var de blevet bedt om at skaffe umanerligt mange halflings til deres ”lager”. Væsenet virkede oprigtigt omkring disse ting, og da Geoffric og Alanna argumenterede for, at vi lod væsenet gå – for ikke at alarmere dens fæller yderligere – indvilligede jeg, om end tøvende. Deres plan var drevet af fornuft, og som The Moonmaiden’s skrifter minder os om, er fornuft også en vigtig dyd i ethvert dødeligt væsen. Vi besluttede os dog i fællesskab for at skaffe resten af ligene af vejen – muligvis som fodder til de unævnelige tingester, som befolker The Underdark’s mørke dybder.

Efter dette mindre intermezzo vendte vi vores opmærksomhed mod den unge halfling, som præsenterede sig som Rendel. Han kan højst have været et ungt barn, og jeg følte en øjeblikkelig sympati for det stakkels væsen. Mens jeg overvejede The Bloodreavers’ skæbne, hvis vi skulle støde på dem igen, fortalte Rendel at også han var på vej til De Syv Søjlers Hal, hvor hans tante Era drev et mindre etablissement ved navn The Halfmoon Tavern. Min sympati forstærkedes; at høre om et sted tilegnet min sølverne frue i disse skyggefulde dybder var så sandelig opløftende! De Blood Reavers, hvis sjæle vi netop havde givet til dom hos de højere magter, havde opført sig uærligt på kroen og var gået uden at betale. Rendel var fulgt efter dem for at indkræve pengene og var uheldigvis blevet taget til fange som et led i deres indsamling af halflings. Rendel tilbød os et gratis krus øl på hans tantes kro for vores ”heltedåd”, som han udtrykte det. En grandios udlægning af en simpel redning, bevares, men et ungt sind må have sine formodninger i fred.

Vi slog følgeskab med Rendel og ankom efter noget tid til hallens indgang. Her skulle vores varer til handelsmanden Gendar først visiteres – vi bar ikke andet end godt tøj – før vi måtte komme igennem. Ved Gendars butik gik Amroth, Karos og jeg ind for at forhandle, og det indtryk der mødte mig var, at denne sortelver – som var butikkens indehaver – var lidt af en sjuft. Et faktum, der blot blev bekræftet, da Gendar meget målbevidst rodede vores baggage igennem og fandt en gylden daggert, som hidtil var skjult under bunkerne af tøj. Hvad det var, eller hvad han skulle bruge den til, gav han ingen indikationer af. Karos købte sig imidlertid et nyt spyd hos sortelveren – noget han har higet efter længe – og han virkede yderst tilfreds med det. Jeg har dog mine tvivl om, om spidsen vil blive siddende på skaftet i længere tid…

Med dette overstået satte Victor, Geoffric, Amroth og Alanna kursen mod det lokale porthus, mens Karos og jeg holdt øje med vores forsyninger. Ifølge de oplysninger, vi kunne skaffe os i hallen indtil videre, vidste den lokale portner – en troldmand ved navn Orantor – noget om de Blood Reavers, som vi mødte tidligere. Muligvis, forlød det, var der en belønning for vores gerning. Vores rejsefæller blev i porthuset meget længe, helt til det punkt hvor jeg begyndte at blive mistænksom. En bureaukratisk samtale tager tid, såmænd, men i mit virke har jeg kun oplevet, at den kan have to udfald: Enten er modparten en hæderlig, ærlig mand, og man får uden problemer lukket handlen hurtigt – eller også er han en slesk ål, som arbejder for sin egen gerrighed eller nogle langt mere dunkle formål og instinktive lyster, som han skal have tilfredsstillet. Mange sådanne pengemænd er influeret af sjæleligt mørke og fordærv, og i disse tilfælde har jeg ageret hurtigt og kontant, når jeg har afsløret deres uærlighed og usædelighed, som Selûne oplyser nattens skygger. Det tog som regel et par måneder, før de kunne skrive igen med en arm, der var brækket tre steder…

Jeg afviger fra min beretning – omsider kom vores venner tilbage, og at dømme efter deres oprørte fortælling, havde mødet været produktivt. De fortalte til Karos og jeg, at Orantor (efter at have fanget dem på magisk vis for at vurdere deres troværdighed) udmærket kendte til denne Paldemar – han var en af de øverste skikkelser i troldmandens orden, Troldmændene af Saruun, som havde grundlagt De Syv Søjlers Hal for flere hundrede år siden. Gruppen stod også for at opretholde en fredelig balance i hallen og forhindre uroligheder. Dog var Paldemar forsvundet for omkring et par uger siden. Ingen ved hvorfor eller hvorhen. Omtrent samtidig begyndte The Blood Reavers at blive meget nærgående i hallen, meget mere end førhen. På grund af vore sparsomme spor besluttede vi, at der måtte findes en forbindelse til Paldemar hos disse Blood Reavers – når disse hændelser var så nærtstående i tid –, og en der kendte meget til dem, var vores unge halfling-ven Rendel. Så vi besluttede os for at gøre ham og hans tante Era selskab på The Half Moon Tavern, hvor vi forelagde vores sag for ham. Rendel var yderst villig til at hjælpe os, og vi tilbragte natten på kroen for at drage af sted næste… Morgen? Jeg ved ikke, hvad det kaldes dernede. Karos gik ud for at bede til Tempus, og jeg fortrød lidt, at jeg ikke gjorde ham selskab på vejen, for da søvnen tog mig, følte jeg mig mærkeligt afsondret fra min gudindes kærlige nærvær.

Jeg stod op næste dag, forvirret og konfus over ikke at have set månen som altid, og sluttede mig til de andre, hvorefter vi med Rendel som kyndig guide drog ud gennem Dragedøren og igennem hulegangene, mod noget som halflingen omtalte som ” The Chamber of Eyes”. Angiveligt var det et gammelt tempel til Torog, en afskyvækkende gud for alt underjordisk, som The Blood Reavers nu brugte til deres egne formål. Da vi nærmede os templets domæne, nærmede vi os også Rendels grænse, for han erklærede til sidst højt og tydeligt, da vi var kommet ind i et forkammer, at han ikke ville gå videre. Vi bad ham vente, og jeg smed den tarvelige lærredskåbe, som jeg havde beholdt over min normale broderede kåbe, for at lade Selûnes pragt komme fuldt til sin ret i dette gudsforladte og uoplyste sted.

Vi sneg os forsigtigt hen imod en stor dobbeltdør, som øjensynligt udgjorde frontpartiet for templet. Jeg kunne høre stemmer derindefra, og da Victor gik hen og undersøgte døren, fandt han – med sin store ekspertise indenfor dette dubiøse område – ikke noget usædvanligt ved den. Geoffric, ivrig som altid, storkede hen med tre lange skridt og tog i døren – for blot at blive mødt af en brutal bugbear, som stirrede ham lige i øjnene fra den anden side. Dette afskyelige væsen var flankeret af en række hobgobliner, som til forveksling lignede dem, vi allerede havde mødt – Blood Reavers. Overraskelsen kom bag på os alle, og vi skulle lige til at gribe til våben, men før vi kunne reagere, benyttede Geoffric sig selv af sit mest formidable våben – sit mundtøj.

Med entusiasme og flair fortalte vor prins om denne lille gruppe, som han havde med sig, og som blot var slavehandlere ligesom ham selv og væsenerne bag døren. Hobgoblinerne og den store bugbear virkede ikke overbeviste, og skulede nedrigt hen i retning af min gudindes symbol på min kåbes bryst. Jeg var blot et enkelt spring og et sving af min klinge fra at skære deres øjne ud for sådan at nedstirre Selûnes pragt. Men Geoffric affejede smilende deres skepsis med den begrundelse, at mine hellige klæder var god lokkemad for uforvarende børn, som kunne bruges i vores forretning! Vi skulle ganske vist indordne os under Geoffrics farlige hazard-spil, og jeg skal medgive, at hans snarrådighed og tæft for snak har reddet os før – men det tog al min viljestyrke ikke at modbevise hans lodrette løgn ved at angribe de onde væsener. Dog, selv Selûne færdes gedulgt i skyernes svøb, og sådan må hendes tilhængere nogle gange også svøbe sig i tåge, så vores retfærdige motiver forbliver skjult for onde øjne. Dette mantra gentog jeg lydløst for mig selv, mens jeg af al magt forhindrede min hånd i at lukke sig om skæftet på mit sværd.

Geoffric og hobgoblinerne forhandlede frem og tilbage, og under samtalen mærkede jeg pludselig noget blive puttet ganske roligt over i min ene håndflade. Uden at vække opsigt så jeg, at det var Victor, som havde givet mig en ring i al hemmelighed. Den kongelige sikkerhedsrådgiver opfordrede mig ved fagter til at tage den på, hvilket jeg gjorde så roligt som muligt. Jeg mærkede ingen effekt, og undrede mig over, hvad det skulle gøre godt for. Min undren blev brudt, da hobgoblinerne bekendtgjorde, at Geoffric kunne tale med deres høvding, Krann, under ledsagelse af en eneste livvagt fra gruppen. Uden tøven valgte vor prins den trofaste og stovte Karos, hans brillante strateg – jeg dadler ham ikke for hans valg, omstændighederne taget i betragtning.

Disse to forsvandt ind igennem døren, hvorefter Victor, Amroth, Alanna og jeg befandt os udenfor, i selskab med 5 hobgobliner. Hvad der blev talt om indenfor, ved jeg ikke, men jeg ved, at tiden sneglede sig af sted udenfor døren. Pludselig indtraf dog en hændelse, som var en stor kilde til forundring – Alanna, Amroth og Victor forsvandt simpelthen fra min side! Det ene øjeblik var de der, og det næste var de forsvundet i den blå luft. Hobgoblinerne så ligeså forvirrede ud, som jeg gjorde, og den forvirring blev ikke større, da Karos sekundet efter stod ved min side, for så derefter at forsvinde igen! Og lige da han forsvandt, havde jeg kun tid til at blinke en enkelt gang – så befandt jeg mig i et lille og stinkende rum, der var fyldt af kæmpende mennesker. Jeg nåede knap at trække mit sværd.

Ved et hurtigt overblik så jeg Amroth, Karos, Alanna og Geoffric i åben kamp med flere hobgobliner og den store bugbear fra før, samt to af de lavstammede grå dværge, som jeg har hørt lidt om. Victor var forsvundet, muligvis til et sted, hvor han kunne planlægge sine dødelige angreb fra skyggen med ekstrem præcision. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg nærer ikke samme mistro til Victors skygge som til anden skygge – han bruger den i prinsens tjeneste, til et godt formål. Men dette måtte jeg bekymre mig om senere, for foran mig stod selveste Krann, høvdingen af denne slavehandler-stamme.

Jeg så på hans laskede og svagt humanoide krop og blev grebet af et ufatteligt had til dette væsen, der skaltede og valtede med andre væseners liv og uskyld som var det blot en nyttevare – her, langt fra lyset og visdommen fra himlen, som min gudinde udbreder. Jeg følte tårerne presse sig på. Jeg følte Selûnes sorg over de mange væsener, hvis blod var blevet spildt og hvis legemer var blevet mishandlet for dette væsens hånd, og som hun ikke havde den mindste magt til at hjælpe. Og jeg græd – jeg græd for min gudindes afmagt, for de mange mænd og kvinder, som havde lidt under Kranns tyranniske handel. Jeg græd mit hjerteblod ud for dem, og jeg så frygten i Kranns øjne – og selv hos mine egne rejsefæller – da disse røde tårer, udgydt i Selünes navn, piblede ned ad mine kinder fra mine øjne. Men selvom det svækkede mig, lod jeg sorgen drive mit sværd til et knusende slag, som borede sig dybt ind i Kranns krop. Hobgoblinen skreg i frygt og smerte, men hans øjne blev om muligt endnu bredere, da jeg hviskede en bøn til min gudinde om at vise denne misæder hendes sande vrede. Et lille glimt i min klinge var det eneste tegn på, at bønnen blev hørt.

Krann oplevede sand frygt. Han rystede og dirrede på grund af mit angreb, men jeg slog ham ikke til jorden. I stedet gav jeg ham et simpelt ultimatum i kampens hede: ”Overgiv dig til min gudindes nåde, eller dø!” Det fik øjeblikkeligt Krann til at brøle en ordre om overgivelse, og hobgoblinerne trak sig tilbage. De grå dværge var ikke sådan at kue og kæmpede videre, men da de først havde smagt Alannas sværd og Karos’ spyd, samt Geoffrics demoraliserende tilråb, afgik den ene ved døden. Den anden opgav ævred kort efter da, så vi nu også havde en duergar blandt vores fanger.

Vi førte fangerne sammen i det centrale rum i The Chamber of Eyes, hvor vi tog deres ejendele og bandt dem på hænderne. Jeg var ikke færdig med Krann. Mit hellige påbud skreg til mig om at rense ham for hans sjælelige fordærv og forblindelse af skygge, men Geoffric var endnu en gang hurtig og overtog afhøringen, før jeg kunne nå at gøre noget. Jeg forstår nogle gange ikke hans vier efter at komme mig i forkøbet. Han spurgte de forsamlede (inklusive deres store ulv, ”Fido”, som de havde bragt med) om nogen kendte noget til Paldemar, men ingen svarede. Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere og greb Krann om halsen. Han skulle vide, at gengældelse ventede ham, hvis han ikke talte sandt. Det blev dog ikke ham, der svarede, men derimod den overlevende duergar, som Geoffric ganske kløgtigt gennemskuede som en løgner. Han tilkendegav at vide, hvem Paldemar var, men før vi kunne få den oplysning ud af ham, skete mange ting på en gang.

Karos og Victor, som var gået op ad en af trapperne for at sikre vores flanke, blev blæst ud over afsatsen af noget som lignede en magisk chokbølge, og de røg ned i hovedet på Fido, som havde ligget og slumret. Det rasende dyr vågnede nu op og bed omkring sig i en hvirvel af tænder og kløer, og Victor var uheldigvis den, der var nærmest den vrede ulv. Med rædsel så jeg, hvordan dyret flænsede ham til blods, før det vendte sin snude mod os. Samtidig udbrød der panik blandt vores fanger, og de styrtede af sted over hals og hoved for at komme ud ad lokalet. Vi nåede ikke at indhente dem, og de flygtede ned ad gangen udenfor. Den grå dværg følte sig styrket af sin ukendte redningsmand, og han begyndte at tage kampen op mod Alanna – et meget dårligt valg af modstander for dværgen. Hun var nødsaget til at slå det beskidte væsen ihjel, og hvis jeg har vurderet hende ret, havde alle tanker om nåde forladt hende i dette øjeblik. I forvirringen lykkedes det Krann at undvige vor opmærksomhed, hvilket han benyttede til at flygte igennem en faldlem.

Karos, Amroth og Geoffric hastede op ad trapperne – Karos dog først efter at have råbt et moraliserende slagord til Victor, som dog stadig ikke rejste sig. Jeg begyndte at trække ham væk fra Fido, mens jeg bevogtede mig selv mod tænder og kløer. Men så kom ildhuen over Victor, og han sprang op og begyndte stædigt at hakke i det store dyrs flanker, mens Alanna gik til det fra den anden side. Midt i det hele stod jeg, og det var som om Fido havde set sig sur på mig i en blodrus, for dens tænder brød igen og igen igennem min rustning og tilføjede mig grumme sår. Det var kun takket være min tro på Selûnes retfærdighed, at jeg ikke segnede om af smerte. Efter mange strabadser opgav Fido ånden, samtidig med at det lykkedes Geoffric at smide hallens eneste lysekrone i hovedet på dyret – noget han åbenbart havde set frem til og forsøgt længe.

Fra trapperne kom Amroth og Karos, da alt var roligt. Det var en enkelt magibeherskende hobgoblin, som havde spoleret vores ”seance” nede i hallen. Karos udtrykte sin taknemmelighed over Amroths assistance med hobgoblinen ved at gå over og smække hoftroldmanden en på skrinet – noget jeg aldeles ikke havde forventet fra den ædle herre. Med en sjælden aggressivitet gjorde Karos det yderst klart, at hvis Amroth nogensinde igen forsøgte at kontrollere hans sind, ville han ganske enkelt slå ham ihjel. Den kunne Amroth så tygge lidt på.

Midt i kaosset kunne jeg ikke gøre andet end at lukke øjnene og bede til min gudinde om vejledning. Vores mest solide spor omkring Paldemar (den grå dværg) var nu død, idet han havde gjort oprør imod os, og et sted derude rendte et væsen rundt, hvis amoralske foretagende har fungeret længe nok. Med Selûnes hjælp ville jeg finde Krann – og oplyse hans formørkede sind med hendes vilje.

View
The Prince's Diaries
Skrevet af Geoffric Obarskyr

Han flygtede. De andre var okay, men ham lederen, Kronnt eller hvordan han nu sagde det, flygtede. Jeg så ham flygte ned igennem en lem, og jeg er i tvivl. Skal jeg følge efter ham, eller skal jeg lade en anden lede? Forkert. Jeg skal ikke spørge mig selv. Hvad ville en helt fra gamle tider gøre? De ville i hvert fald ikke tøve! Det er i øjeblikke som disse, at jeg griber mig selv i, ikke at helt vide hvordan jeg handler. Det ene øjeblik søger jeg inspirationen i de gamle legender, det næste øjeblik føler jeg nærmest en.. rus?

Jeg bliver løftet op, inspireret, jeg føler mig for en gangs skyld som en helt. Meget underligt. Jeg stormer ned i gangen, men ser, at der ikke er nogen. Forvirring. Hvor kan de være… Følelsen forlader mig, og jeg bliver i tvivl.

Jeg kalder på Victor. Vi skal finde en vej – Han bliver skudt med en armbrøst. Der er en faldlem. Hm. Må sende Argos ned. Alanna og Amroth er forsvundet et andet sted hen. Pyt, de klarer sig. Der kommer kamp nede ved lemmen. Victor argumenterer for at ryge dem ud. Hvad vil han dog sætte ild til? Og vil de ikke bare løbe den anden vej? Pyt. Følelsen kommer igen. Der skal ske noget. Jeg fejer Victors forslag af vejen, Argos er enig. Vi skal handle. Vi angriber, jeg skynder mig op af hullet, forbi Victor. Mit hjerte synger, og jeg føler jeg er ved at sprænges af lykke. Jeg ser jeg er omringet. Heh. Jeg lader mit hjertes sang stige op og ud, og kraften af det blæser mine fjender væk. Inspirationen får Argos op af hullet og hen til resten af kampen. På den anden side af rummet er Alanna og Amroth. Han står altid bagerst.

Kampen begynder for alvor. Jeg føler hvordan jeg endnu en gang bliver løftet op, hvordan sangen vælder op i mig. Jeg føler den musik som er en slagmark, den sande stilhed der eksisterer i et øjeblik, hvor liv og død bliver afgjort på et sværds æg. Tavsheden breder sig omkring mig, jeg sanser intet andet end mit eget åndedræt. Så vender virkeligheden tilbage, borte er tavsheden, jeg ser hvordan de alle er bundne i kamp for livet imod hobgobliner. Der er ikke plads til mit sværd i denne kamp, må jeg beklageligt indse, men ordene er der, ordene som ligger bag tavsheden. Jeg bemærker at Amroth har brugt sin stærkeste illusion, modstanderne falder om, vrider sig og hyler, som faldt de ned i et hul. Jeg kaster min stemme imod dem, tvinger dem med min vilje og mine ord til at nærme sig mig, byder dem vende sig imod mig, og jeg føler en vild lykke over at se dem blive kastet rundt i illusionen. En dværg har kastet sig ind i kampen, jeg føler den vilde symfoni som er hans tilstedeværelse, det smukke raseri som han lægger i sin økses sving og tilskuernes vilde begejstring, hvordan hans fjender nærmest lykkeligt falder for det.

Så… Intet. De er døde. Kampen er ovre. Argos vil forhøre en goblin. Forsøger at stoppe ham. Mislykkes. Bange for konfrontation. Vil ikke presse Argos. Hilser på Dværgen. Han mener at kende mig. Lyver. Virker. Vi ransager resten af rummene. Finder nogle ting. En ny rustning, som bliver givet til mig. Overvejer at give den til Karos. Begiver os tilbage. Ser Halfling barnet lege med en Goblin. Fortsætter. Ser Purple Dragon Knights blive slået ihjel. Snakker med Ogre. Bliver lukket ind til tolder. Får penge. Information. Alanna, Victor og Jeg går ned for at snakke med Duergar. Resten snakker med vejviser. Vi går ned til Duergarne.

Tavsheden. Vi træder ind i Duergarnes rum hvor to af dem står, de virker stærkt fjendtlige, og jeg bliver stærkt i tvivl om det var en god ide. Men rytmen, åh sangen, musikken, ordene formes, de springer ud af mig, en dans, en dans som jeg mestrer, en melodi som jeg dirigerer, og hvor de kun kan følge. De fortæller os, at vi skal vente udenfor.

Tiden går. Tavshed. Intet.

Vi bliver lukket ind, og hvor der normalt ville være en smuk tone, er der.. Intet. En stor Duergar står med en hammer, og tegnet for, hvad jeg senere blev fortalt af Alanna, Asmodeus. Jeg mærker mit hjerte synke, og med det ordene og sangen. Der er så mange, og vi er så få. Alt for mange instrumenter til et alt for lille orkester, og en fremmed dirigent som tydeligvis er indstillet på en anden rytme. Ordene fejler mig, min sædvanlige overvældende vilje forlader mig, og jeg opdager, at de trækker våben og omringer os. Jeg føler for første gang frygt. Sand, altædende, sindsødelæggende frygt. Jeg har været bange før, jeg har, som et uartigt barn, frygtet min faders vrede over en narrestreg. Men intet som dette, vi kan ikke kæmpe imod, de er alt for mange åh så mange ordene begynder at rable ud af mig men de virker ikke de ser blot mere og mere truende ud jeg er sikker på at ham med hammeren har gennemskuet alt jeg har svigtet

Så banker det på døren. Tolderen står udenfor. Duergarene er bange for ham. Vi bliver lukket ud. Går tilbage til kroen. Driller Amroth. Han ligner en pige. Går til ro.

Mareridt.

Vågner. Har krammet ølkande til mine hænder blødte. Binder dem ind. Tager handsker på. Knuger ølkanden til mig. Vi tager afsted. Vi beslutter os for genvej. Tunneller. Snak. Forlader æsel. Vil afskære vej inden borg. går forkert. Ser folk i et rum. Imp til stede.

Ruset. Lyset. Et billede i mit sin. Styrke, renhed, vrede. Et væsen, en ven, en mægtig allierede. Argos løber forbi mig, et råb fra hans læber: “IIIIIIIIIIIII’m a unicorn..”, og han fælder et af menneskene med ét hug, resten gør sig klar, stiller sig i position til angrebet. Vi opdager, at en af dem åbenbart har tilkaldt en demon, men bliver beroliget af.. Ved ikke hvem der siger det, stemmer bliver så utydelige og meningsløse, men dæmonen er åbenbart en svag art. Argos angriber uden tøven den ene dæmon, og Cobal, dværgen som åbenbart gør os følge, angriber en kvinde, der ligner en troldkvinde. Han får et mægtigt hug ind på hende, men hun forsvinder i næsten samme øjeblik, og ender oppe ved mig. En ny følelse vælder op i mig, jeg danser uden om alteret og om til hende, laver en finte og hugger hende i skulderen. Så kommer ordene til mig, en sang fra fordums tid. En sang om blod, vrede, krig, død, en sang hvor helten ikke er en helt i kraft af ord, men i kraft af handling. Jeg føler jeg bliver den helt, jeg føler raseriet tage magten, jeg griber mit sværd i begge hænder og fører det ned i et hug på troldkvinden. Jeg føler hvordan hun synker sammen kort, hvordan shocket fra mit raseri tvinger hende i knæ. Hun teleporterer sig væk, ikke langt, jeg kan sagtens nå hende. Min klinge har ikke smagt blod nok, en dæmon til kommer frem, Argos er ved min side, vi kaster os rasende imod den, jeg bløder men det er ligemeget, blod skal flyde, jeg vil mærke livet forlade deres krop, dæmonen falder, og intet stopper mig længere. Jeg kaster mig imod troldkvinden, drikker grådigt fortvivlsen i hendes øjne, føler hvordan Aecris tager hendes liv, kaster hendes sjæl fra hendes krop ser hende synke sammen og føler det varme blod på min hud, varmen, rusen. De er alle døde. Jeg føler et smil glide over mine læber. Sejr. Så forlader sangen mig.

Tavshed.

View
Cobals Observationer
Dværgen Cobals introduktion til gruppen

Jeg havde fået en tjans som vagt for en købmandskaravane til De Syv Søjlers Hal, det var første gang jeg var nede i underverdenen, og jeg må med det samme sige, at jeg kan ikke lide det: åbenlyst onde racer såsom gobliner og duergar går frit omkring, og man er endog forhindret i at rydde op, eftersom disse djævelske væsner er beskyttet af Loven, og straffen for at bryde Loven hernede falder hurtigt, effektivt og hårdt.
Eftersom mit job var vel overstået, og jeg ikke havde noget andet ærinde hernede, ønskede jeg at komme tilbage til overfladen, for selvom retfærdigheden ikke altid har de bedste kår i solens verden, så kan man i det mindste fjerne skadedyr uden repressalier deroppe.
Jeg begav mig ud på den lange tur gennem gangen op til overfladen, da jeg pludselig så en kvindeskikkelse komme løbende imod mig, og dreje ned ad en gang knap 20 meter foran mig. Jeg kunne høre kamptummult i baggrunden, og besluttede derfor at undersøge situationen nærmere. Jeg lærte senere at hun hedder Alanne, hun er en modig kvinde, som uden tøven kaster sig ind i nærkamp på trods af sin minimale udrustning. Hun er faktisk ret så provokerende klædt – ikke at jeg bliver distraheret: for det første er hun ikke en dværg, og for det andet er hun radmager.
Jeg drejede ned ad gangen og nåede akkurat at se kvinden løbe igennem en dør, mens en troldmand med underlige fagter kastede sin djævelske magi efter hende.
I første omgang misforstod jeg situationen, jeg troede magikeren kastede sin magi efter kvinden, men han bedyrede at de var på samme side, i kamp mod en flok hobgobliner.
Magikere kan være til stor hjælp, deres sejd kan afgøre hvilken side sejren falder til, men de er ikke til at stole på. Jeg lærte dog senere at Amroth, som han hedder, er en ganske fornuftig troldmand, han ser praktisk på tingene, og har den rigtige indstilling overfor ondskabens væsner – men min erfaring siger mig, at man aldrig kan vide sig helt sikker på folk, der bruger arkansk magi.
Jeg trådte gennem døren, og så ganske rigtigt, at en gruppe eventyrere var i fuld kamp mod en flok hobgobliner og andet skravl. Nok er goblin-kind almindeligt accepteret hernede, men når jeg ser en kamp på liv og død mellem mennesker og hobgobliner véd jeg godt hvilken side jeg vælger, så jeg angreb straks den største og ondest-udseende hobgoblin, for ofte mister slige æreløse væsner deres kampgejst, hvis deres leder falder.
Vi fik hurtigt gjort kål på hobgoblinerne, og det viste sig at eventyrerne var i færd med at optrævle en slavehandler-ring mellem hobgobliner og duergar. Jeg har ikke andre projekter på bedding, så jeg besluttede at hjælpe dem i dette prisværdige foretagende.
Gruppens leder er en hædersmand, som straks vandt min respekt. Jeg er ikke sikker på hvilken race han tilhører, men han har et frygtindgydende udseende: Lilla hår, tatoveringer i ansigtet, og hvide pupiller. Om hans retsindethed kan der ikke herske tvivl; Argos er paladin i tjeneste hos Selûne. Han er gennemsyret af gudindens hellige iver, ved enhver anledning kaster han sig frygtløst og med draget sværd ind i kampen med ondskaben. Argos er principfast og tapper, og jeg tror faktisk at han satte sig så meget i respekt overfor en goblin at kræet vil holde sig på dydens smalle sti, ihvertfald en stund. Han er en formidabel allieret, og ville være en drabelig modstander, så jeg er glad for at vi er på samme side.
Som det sømmer sig en rigtig helt, er Argos en mand af få ord, og lader sine handlinger tale for sig.

Det samme kan ikke siges om gruppens ordgøgler Geoffric, som sjældent lader kæberne hvile. Geoffric minder i det ydre om prinsen af Cormyr (som så vidt jeg husker også bærer samme navn), men ligheden ligger kun på overfladen, for man kan næppe forestille sig en prins af ædel afstamning, som ville udgyde en sådan upålidelig ordflom, og ovenikøbet ligefrem prale af at være “prince of lies”.
‘Vores’ Geoffric fungerer som talsmand for gruppen, og hans veltalenhed har vist sig gavnlig flere gange, men ind imellem virker det som om han bilder sig ind at være gruppens leder. Når man som han blander løgn og sandhed efter forgodtbefindende, kan det ende med at man ikke kan se forskel på digt og virkelighed.
På et tidspunkt blev jeg i tvivl om hvilken side Geoffric kæmper for, han insisterede på at lade en af goblinerne slippe, og det var en ren ynk at høre ham jamre blot fordi Argos udspurgte kræet. Det viste sig dig dog senere da vi stødte på en Asmodæus-præstinde, at Geoffric har mod og mandshjerte. Han trak sit sværd og angreb ufortrødent hendes djævel. Det er også blevet klart, at han hader duergar, så jeg må erkende at Geoffric besidder kvaliteter, som desværre til hverdag kan være svære at få øje på gennem hans ordskvalder.
Victor er også med i gruppen, han kæmper med sværd og går gerne i nærkamp med ondskabens væsner på trods af at han kun har beskyttelse af en lædervams. Han er lidt svær at blive klog på, men i hvert fald er han tapper, og han kæmper for den rigtige side, og hvad mere kan man forlange?
Sidste mand i gruppen er Karos, som jeg ærligt talt ikke har fået noget indtryk af endnu, da han holder sig i baggrunden.

Alt i alt en besynderlig samling, men vi kæmper for en retfærdig sag, og det er langt mere ærefuldt end at være vagt for en kræmmer, så jeg er godt tilfreds.

View
Alannas Dagbog
Skrevet af Alanna

Kære dagbog
Efter kampen mod troldkvinden og de bevingede væsner følte jeg mig ærligt taget en smule slukøret. Synes mine kampevner lader noget tilbage at ønske, men det er selvfølgelig heller ikke kamp mod mærkelige væsner i små trange gange under jorden jeg er trænet i.
Jeg ville gerne have snakket med Karos og fået nogle gode fif, for han er nemlig fantastisk og stærk og klog og dygtig og.. Min overordnede.. Mmm.. Men han er stadig underligt fraværende efter at Amroth rodede med hans hjerne. Så mens vi gik gennem flere lange gange brugte jeg tiden på at komme på nogle nye slag og angrebskombinationer og jeg tror jeg fandt på nogle virkelig gode nogle. Var lige ved at komme på noget rigtig godt som jeg er sikker på ville gøre Karos stolt, da Amroth pludselig råbte til Terlen at han skulle stoppe, noget med en magisk fælde af en art, hader at blive afbrudt.
Ved nærmere undersøgelse viste det sig dog at være ret heldigt at Amroth opdagede det.. Eller, heldigt for os i hvert fald, tror ikke vores æsel ville være helt enig.
Efter en kort diskussion blev vi nemlig enige om at den sikreste måde at tjekke på om fælden virkede var ved at sende æslet først igennem den. Som om æslet forstod hvad vi snakkede om nægtede det pure at bevæge sig da Amroth klaskede til det, så han må have overtaget dets sind, for kort efter luntede det glad og lykkeligt direkte i fælden.. og woooosh.. et splitsekund og et glimt af en gigantisk ildkugle senere var æslet reduceret til klumper af rygende, forkullet kød.
Tror ikke nogle af os havde forventet noget så dramatisk, og tilsyneladende fik denne traumatiske oplevelse Karos til at gå helt i frø, at der rodes med hans hjerne er slemt nok, men tror at det påvirkede ham ekstra meget at det stakkels æsel døde på sådan en tragisk måde, fordi der blev manipuleret med dets hjerne. Argos fik også travlt med at sende bønner til hans gudinde for æslet sjæl, det første tegn jeg har set på at han ikke bare er fanatisk og torturelskende, men rent faktisk har en mere sympatisk side. Jeg håber virkelig han har flere af dem, for jeg er slet ikke glad for hans metoder.
Victor påtog sig nu rollen for at sørge for at de Karos og Argos fulgte med resten af os uden at sakke bagud, selvom han virkede en smule knotten ved den opgave. Det kunne sikkert også være fordi at vi nu skylder Terlen penge for hele to æsler.

Efter fælden nåede vi frem til en afsats hvorfra vi kunne se en vagtpost bevogtet af nogle orker. Vi fik udtænkt en plan der kort sagt gik ud på at lade resterne af æslet blive fortryllet til at lugte lifligt at stegt kød og derved lokke orkerne ud hvorefter Amroth skulle tage kontrol over deres sind og få dem til at hoppe udover afsatsen og derved forhindre den i at alarmere resten af komplekset.
Det gik sådan set meget godt.. til at starte med. Vi fik lokket dem ud og en efter en tog de turen ud over kanten. Men lige da vi begyndte at føle os sikre på at de hele var lykkedes, begyndte alt at gå galt. En ork undslap og fik alarmeret ved at ringe på en klokke, og de orker vi troede var døde i deres fald, kravlede nu alle som en beslutsomt op mod os. En af dem fik endda skubbet Amroth ud over kanten og sendt ham i frit fald nedad. Cobal prøvede at redde ham, men Amroth var vist for rædselsslagen til at opfatte det, det var først da han i faldet ved et tilfælde kom til at dreje på sin magiske ring, at han blev teleporteret tilbage op til os. Han burde virkelig lære at holde hovedet koldt, og nu er han også håbløst bange for højder, måtte give ham en lussing for at få ham tilbage til virkeligheden så han kunne hjælpe os andre under den kamp der fulgte.
Efter at der var blevet ringet alarm måtte vi nemlig kæmpe os gennem komplekset og der var nogle virkeligt grumme modstandere undervejs, tror faktisk at det udelukkende var på grund af mine geniale nytænkte angreb at vi klarede det, så mit humør er meget bedre nu. Men vi klarede det da og besluttede at vi godt kunne nå et hvil inden karavanen ville ankomme til borgen.
Men må hellere stoppe min skrivning nu, for vi skal snart videre.

Alanna

View
Logbog for mission nummer 32
Skrevet af Karos Grafenstein

(Note: Personlige betragtninger skal ikke indgå i officiel tilbagemelding.)

Dag 1:

Personlig betragtning: Indtil videre den vigtigste og mest autonome mission jeg er blevet sendt på, er blevet givet kommandoen over et veltrænet og -disciplineret hold af swordmages. Jeg håber at jeg kan leve op til den tillid jeg er blevet vist af marskallen.

Officiel note: Delingen jeg er blevet givet kommandoen over har vist sig meget kapable til at modtage ordrer og udføre både simple og komplicerede taktiske manøvrer. Ser frem til at lede dem i kamp.

Dag 6:

Personlig betragtning: Under største hemmelighed har vi fulgt prinsen på hans rejse til at møde sin bror og deltage i de diplomatiske forhandlinger med Sembia, den største strategiske fjende vores nation på nuværende tidspunkt har. Efterretningerne jeg allerede havde indsamlet om de swordmages jeg er blevet givet kommandoen over har vist sig at være sande og selvom jeg er blevet pålagt ikke at vise tillid til bestemte individer har Alanna vist sig som en kapabel næstkommanderende og stabiliserende indflydelse.

Officiel note: Missionen skrider frem som planlagt, har sikret området omkring missionens objektiv og forventer ingen komplikationer. Udfra tidligere rapporter og betragtninger vil jeg anbefale Alanna til forfremmelse i ordenen.

Dag 7:

Personlig note: Jeg har fejlet… Kronprinsen er blevet dræbt i et attentat, jeg er gået imod mine overordnedes ordrer og er uden tvivl blevet stemplet som lovløs. Selvom jeg burde overdrage min rustning og mine våben til det lokale magistrat, kan jeg ikke gøre det fordi mine ordrer er at beskytte prinsen… Den nye kronprins er det vel… Desuden tyder alt på at Geoffric er blevet sendt her for at tage skylden og dermed efterlade Cormyr kun en arving. Med alt som riget har givet mig kan jeg ikke lade dette ske og har derfor opgivet mit officielle hverv som Purple Dragon Knight indtil hans uskyld kan blive bevist eller afvist. Jeg vil forsøge at leve op til ordnens idealer og med Tempus’ hjælp gennemføre den mission jeg er blevet givet.

Officiel note: Uventet kontakt med ukendt fjende. Deling decimeret, kun to udover min nyudnævnte næstkommanderende Alanna har overlevet. Disse to har fået opgaven at være vagter for det eneste overlevende fjendtlige vidne til attentatet. Delingens opførsel og effektivitet under kamp var eksemplarisk, de faldne er hermed på min anbefaling indstillet til en posthum medalje for mod. Missionen har indtil videre et positivt resultat kva at prinsen, den nye kronprins, stadig er i live.

Officiel tillægsnote: Har fået efterretninger fra fangen efter afhøring der leder i retning af Thunderspire Peaks.

Dag 9-10:

Personlig note: Har for første gang været i kamp kun med min nye deling. Hvis den kan kaldes det… En gruppe af udisciplinerede individualister og stærke personligheder, hvilket mildest talt er svært at arbejde med. Alanna har vist sig som forstående for taktik og har taget gode initiativer, dog mest som reaktion på både Geoffric og Argos hovedkulds kasten sig ud i tingene. Det minder mig om dengang jeg samlede byvagterne ved biblioteket da det lykkedes mig at redde vores nuværende konge. De tager kun modvilligt imod ordrer og følger ikke en generel taktisk plan, det er alt jeg kan gøre for at holde et minimum af taktisk overhånd mod de fjender vi møder. Hvis bare jeg havde tid nok til at træne dem i taktiske og strategiske manøvrer…

Officiel note: Har rejst til ” De 7 søjlers hal”, mission fremskrider uden større forhindringer. Mindre modstand fra lokale lovløse mødt og håndteret uden større problemer.

Personlig tillægsnote: Under en kritisk kamp overtog Amroth mit sind og selvom det gav en umiddelbar taktisk fordel, distraherede det mig fra det overordnede strategiske billede. Dette er hvad jeg frygtede da jeg så mig nødsaget til at overtage det overordnede ansvar for denne gruppe. Hvis det sker igen kan det koste alle jeg har ansvar for deres liv, selvom jeg udtrykte mig i meget skarpe ord overfor Amroth følgende, vil jeg ikke tøve med at gøre alvor af min trussel. Selvom det er prinsens læremester, så er valget let hvis hans magi gør at prinsens liv kommer i fare.

Dag 12-13?

Personlig note: Amroths påvirkning af mit sind havde større konsekvenser end jeg havde troet, jeg har været mindre aktiv end jeg gerne ville de seneste par dage. Det har også gjort at jeg har mistet min tidsfornemmelse og da der ingen tegn er på om det er dag eller nat hernede bliver hvilken dag i missionen det er, fra nu af rene aproksimationer… Nu da jeg endelig er kommet til mig selv igen er der kommet flere aktiver til gruppen og jeg håber at de kan have en positiv indflydelse på gruppens taktiske formåen i den kommende kamp mod duergars.

Officiel note: Gruppens antal og anseelse i de lokale myndigheders øjne er forøget. Missionen udvikler sig stadig positivt.

Dag 16?

Personlig note: Eftervirkningerne af Amroths overtagelse af mit sind var åbenbart kun lige begyndt at have deres fulde effekt da jeg skrev det forrige log indlæg. Jeg har kun tågede erindringer af de begivenheder der ledte op til min opvågning i duergar forposten. Jeg er stadig ikke sikker på om det er min generelle indflydelse eller om Alanna i mit mentale fravær har overtaget den strategiske styring, men valget af samlingsområdet som midlertidig base og befæstning var et bemærkelsesværdigt oplyst valg.

Dette ændrer dog ikke på det strategiske faktum at vi har mistet overraskelsesmomentet og selvom indtagelsen af forposten og nedkæmpningen af tropperne både der og i samlingsområdet har skåret deres antal ned, er vi stadig i stort undertal. Efter de efterretninger vi har fået er deres leder og de stærkeste af deres styrker stadig i live i hovedfæstningen og hvis deres leder er overmodig eller for sikker på sit strategiske overtag, kan vi højest sandsynligt forvente et angreb på vores stilling indenfor meget kort tid. Dette er det bedste der kan ske for os, da de i så fald opgiver deres taktiske fordel og vi får muligheden for at begrænse deres taktiske manøvremuligheder.

Med dette i mente har jeg lavet et vagtskema og forberedt folk på et angreb.

Officiel note: Angreb på forpost og samlingsområde succesfuldt gennemført på foranledning af gruppen, da jeg grundet mentalt angreb midlertidigt var ude af stand til at anføre denne. Taktisk fordelagtig stilling indtaget og befæstet grundet et behov for hvile og genvindelse af kræfter, således at videre fremrykning muliggøres. Standardprotokol for lejropførsel i fjendtligt territorium fulgt efter bedste evne. Forventer angreb fra overlegen fjende indenfor nærmeste to døgn.

Personlig tillægsnote: Disse duegars arrogance og strategiske dispositioner levede fuldt op til hvad jeg havde håbet på, selvom angrebet var taktisk veludført og skete med en tilstrækkelig kraft til at det næsten overvældede os, kan jeg kun prise mig lykkelig for at vi ikke skulle angribe deres fæstning. Angrebet skete som ventet efter ca. et døgn og selvom vi havde flere stærkt sårede efter kampen lykkes det os at nedkæmpe dem uden tab.

Amroth og Victor kæmpede det meste af kampen fra rafterne i rummet lige indenfor porten der vendte mod hovedfæstningen, til dels et godt valg da de derfor kunne tage sig af de luftstyrker i form af dæmoner som fjenden medbragte.

Note til selv: Tag i højere grad højde for luftbårne styrkers mulighed for at flanke og i det hele taget svække styrker på jorden der ikke har afstandsvåben eller anden langtrækkende angrebskapacitet.

Styrkerne der angreb os inkluderede udover en del elitefodsoldater, to dæmoner, deres leder Murkelmor, hans næstkommanderende som var en kvindelig duergar alchemist og en ogre. Det lykkes os at holde porten og på den måde begrænse deres taktiske manøvreringsmuligheder en stor del af kampen. Efter noget tids kamp lykkedes det dog Murkelmor selv at isolere og udfordre prinsen hvilket tvang os til at dele os op og mens jeg og Victor hjalp prinsen, måtte Argos, Alanna og Amroth tage sig af at holde og nedkæmpe resten af den fjendtlige styrke. Dette førte til at Argos og Amroth næsten mistede deres liv, men da Murkelmor overgav sig og efterfølgende blev henrettet af prinsen, kunne Victor, prinsen og jeg komme til deres undsætning. Derefter var der kun tilbage at nedkæmpe og tilfangetage de sidste, det lykkedes os i den forbindelse at tilfangetage den næstkommanderende, men selvom hun overlevede et selvmordsforsøg, viste det efterfølgende forhør at være for meget og hun døde uden at give os andre spor end ”The Well of Demons”.

Jeg må i den forbindelse formulere nogle strategier for at beskytte prinsen mod Argos, da hans nidkærhed når det kommer til afhøring af fanger, koblet med hans fanatiske tro på sin gudinde til tider kan være… foruroligende. I den forbindelse har jeg bekymringer vedrørende Amroths åbenlyse interesser i disse forhørsmetoder, især da han er prinsens rådgiver og læremester. Disse to kan sammen have en mørk indflydelse på prinsen og selvom jeg har tiltro til retfærdighedssansen hos i hvert fald to af de tre, må jeg være på vagt for om prinsen tager en for stor interesse i sådanne metoder.

Efterfølgende gennemsøgte vi hovedfæstningen og fandt det forladt, på nær en del slaver som vi har befriet og vil eskortere tilbage til de syv søjlers hal.

Officiel tillægsnote: Duergarangreb skete som forudset indenfor to døgn, taktiske dispositioner viste sig tilstrækkelige og angrebet blev nedkæmpet. Delingen er begyndt at tage imod ordrer og har vænnet sig til at være under min kommando hvilket viser sig i en stærkt forøget kampeffektivitet. Mod og selvopofrelse er gennemgående hos alle og jeg vil anbefale at der bliver udstedt udmærkelser til alle implicerede. Det lykkes os at skaffe adgang til, indtage og med henblik på senere etablering af udpost for kongeriget og ordenen, et fort i det øvre underdark.

Dag 19?

Personlig note: Rolig og begivenhedsløs rejse tilbage til de syv søjlers hal, rapporterede til Orontor om successen med at finde yderligere spor af Paldemar og vores intentioner om at undersøge ”The Well of Demons”. Alanna og Amroth gik med mig og gjorde mig senere opmærksom på at han virkede meget nervøs og brugte illusioner i stedet for den teleportationsmagi det ellers fremstod som. Dette forklarer dog ikke hans modvilje mod at give os oplysninger om eller lade os bruge biblioteket selv…

Jeg gik derefter ud i byen for at finde Brugg for at få hans anbefaling med hensyn til den bedste våbensmed i byen, da jeg er kommet i tanke om noget jeg som dreng ofte talte med de andre drenge i min bande. Vi så en gang en munk der var oplært i kamp med stav og glaive og det var et af de største lyspunkter i vores ellers ret hårde hverdag, så vi trænede når vi kunne i kamp med stave og talte ofte om hvordan vi en dag fik penge nok ville købe glaives. Den dag er nu kommet og jeg vil se om jeg ikke kan få en i høj kvalitet og eventuelt magisk.

Da jeg endelig fandt frem til Brugg var han allerede godt påvirket af hvad Rothars nu end kalder for drikkevarer, det lod til at han og Cobal havde besluttet sig for at drikke om kap. Imponerende nok lod det til at Cobal var ved at vinde, selvom han dog ikke drak af samme størrelse krus som Brugg. Meget til min overraskelse fandt jeg også Argos derinde, hvor han stod og lignede… En eladrin i en goblinrede, hvilket Rothars egentlig også er. Hvorom alting er, så var Brugg for beruset til at fortælle mig noget særligt konstruktivt og jeg besluttede mig for at gå til Tempus og ved at lade hans præst stå for våbnet derigennem sende en bøn til Den Guddommelige General.

Officiel note: Er vendt tilbage til midlertidigt hovedkvarter uden yderligere forhindringer og har foretaget udstyrsmæssige justeringer især i forhold til eget arsenal. Forventer opgradering og udvidelse af arsenal indenfor de næste to uger.

Personlig tillægsnote: Forbandet være Orontor, han har holdt ting skjult for os! Der var et attentatforsøg på kronprinsen midt om natten, der nær var lykkes. Hvad værre er, så ser det ud til at Paldemar har overtaget tårnet hvori magikerne der styrer dette sted normalt har til huse og som om det ikke var nok, så sendte han også en messinggolem efter os. Vi overlevede med nød og næppe golemens angreb og selvom det til sidst lykkedes os at uskadeliggøre den, så ser jeg mig nødsaget til at revidere de taktikker jeg har lært for bekæmpelse af krigskonstruktioner. Hårdt presset fortalte Orontor os hvordan disse golemer fungerer og indrømmede også at han er blevet låst ude af tårnet. Vores eftersøgning efter Paldemar er nu blevet et endnu mere påtrængende objektiv og vi er i skrivende stund på vej mod ”The Well of Demons”.

De syv søjlers hal virker som en krudttønde der kunne eksplodere når som helst og jeg håber at Orontor kan holde tingene i ro indtil vi vender tilbage, forhåbentlig med flere svar end vi har nu.

Cobal har vist sig som et betragteligt taktisk aktiv, selv når han er fuld og jeg ser frem til at lede ham yderligere i kamp. Alanna viste endnu en gang sine lederevner ved sammen med Amroth at uskadeliggøre de dele af den fjendtlige styrke der havde indtaget position på taget af den bygning hvor vi sov.

Officiel tillægsnote: Hovedkvarter kompromitteret, hvileområde angrebet midt om natten men efter hård kamp var forsvaret successfuldt. Har fået yderligere efterretninger der peger på at de syv søjlers hal på nuværende tidspunkt må anses for fjendtligt område. Har taget forholdsregler og iværksat strategiske omprioritering til aggressiv guerilla protokol. Har fremrykket tidligere lagte planer for march mod næste objektiv.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.