Followship of the prince

The Prince's Diaries

Skrevet af Geoffric Obarskyr

Han flygtede. De andre var okay, men ham lederen, Kronnt eller hvordan han nu sagde det, flygtede. Jeg så ham flygte ned igennem en lem, og jeg er i tvivl. Skal jeg følge efter ham, eller skal jeg lade en anden lede? Forkert. Jeg skal ikke spørge mig selv. Hvad ville en helt fra gamle tider gøre? De ville i hvert fald ikke tøve! Det er i øjeblikke som disse, at jeg griber mig selv i, ikke at helt vide hvordan jeg handler. Det ene øjeblik søger jeg inspirationen i de gamle legender, det næste øjeblik føler jeg nærmest en.. rus?

Jeg bliver løftet op, inspireret, jeg føler mig for en gangs skyld som en helt. Meget underligt. Jeg stormer ned i gangen, men ser, at der ikke er nogen. Forvirring. Hvor kan de være… Følelsen forlader mig, og jeg bliver i tvivl.

Jeg kalder på Victor. Vi skal finde en vej – Han bliver skudt med en armbrøst. Der er en faldlem. Hm. Må sende Argos ned. Alanna og Amroth er forsvundet et andet sted hen. Pyt, de klarer sig. Der kommer kamp nede ved lemmen. Victor argumenterer for at ryge dem ud. Hvad vil han dog sætte ild til? Og vil de ikke bare løbe den anden vej? Pyt. Følelsen kommer igen. Der skal ske noget. Jeg fejer Victors forslag af vejen, Argos er enig. Vi skal handle. Vi angriber, jeg skynder mig op af hullet, forbi Victor. Mit hjerte synger, og jeg føler jeg er ved at sprænges af lykke. Jeg ser jeg er omringet. Heh. Jeg lader mit hjertes sang stige op og ud, og kraften af det blæser mine fjender væk. Inspirationen får Argos op af hullet og hen til resten af kampen. På den anden side af rummet er Alanna og Amroth. Han står altid bagerst.

Kampen begynder for alvor. Jeg føler hvordan jeg endnu en gang bliver løftet op, hvordan sangen vælder op i mig. Jeg føler den musik som er en slagmark, den sande stilhed der eksisterer i et øjeblik, hvor liv og død bliver afgjort på et sværds æg. Tavsheden breder sig omkring mig, jeg sanser intet andet end mit eget åndedræt. Så vender virkeligheden tilbage, borte er tavsheden, jeg ser hvordan de alle er bundne i kamp for livet imod hobgobliner. Der er ikke plads til mit sværd i denne kamp, må jeg beklageligt indse, men ordene er der, ordene som ligger bag tavsheden. Jeg bemærker at Amroth har brugt sin stærkeste illusion, modstanderne falder om, vrider sig og hyler, som faldt de ned i et hul. Jeg kaster min stemme imod dem, tvinger dem med min vilje og mine ord til at nærme sig mig, byder dem vende sig imod mig, og jeg føler en vild lykke over at se dem blive kastet rundt i illusionen. En dværg har kastet sig ind i kampen, jeg føler den vilde symfoni som er hans tilstedeværelse, det smukke raseri som han lægger i sin økses sving og tilskuernes vilde begejstring, hvordan hans fjender nærmest lykkeligt falder for det.

Så… Intet. De er døde. Kampen er ovre. Argos vil forhøre en goblin. Forsøger at stoppe ham. Mislykkes. Bange for konfrontation. Vil ikke presse Argos. Hilser på Dværgen. Han mener at kende mig. Lyver. Virker. Vi ransager resten af rummene. Finder nogle ting. En ny rustning, som bliver givet til mig. Overvejer at give den til Karos. Begiver os tilbage. Ser Halfling barnet lege med en Goblin. Fortsætter. Ser Purple Dragon Knights blive slået ihjel. Snakker med Ogre. Bliver lukket ind til tolder. Får penge. Information. Alanna, Victor og Jeg går ned for at snakke med Duergar. Resten snakker med vejviser. Vi går ned til Duergarne.

Tavsheden. Vi træder ind i Duergarnes rum hvor to af dem står, de virker stærkt fjendtlige, og jeg bliver stærkt i tvivl om det var en god ide. Men rytmen, åh sangen, musikken, ordene formes, de springer ud af mig, en dans, en dans som jeg mestrer, en melodi som jeg dirigerer, og hvor de kun kan følge. De fortæller os, at vi skal vente udenfor.

Tiden går. Tavshed. Intet.

Vi bliver lukket ind, og hvor der normalt ville være en smuk tone, er der.. Intet. En stor Duergar står med en hammer, og tegnet for, hvad jeg senere blev fortalt af Alanna, Asmodeus. Jeg mærker mit hjerte synke, og med det ordene og sangen. Der er så mange, og vi er så få. Alt for mange instrumenter til et alt for lille orkester, og en fremmed dirigent som tydeligvis er indstillet på en anden rytme. Ordene fejler mig, min sædvanlige overvældende vilje forlader mig, og jeg opdager, at de trækker våben og omringer os. Jeg føler for første gang frygt. Sand, altædende, sindsødelæggende frygt. Jeg har været bange før, jeg har, som et uartigt barn, frygtet min faders vrede over en narrestreg. Men intet som dette, vi kan ikke kæmpe imod, de er alt for mange åh så mange ordene begynder at rable ud af mig men de virker ikke de ser blot mere og mere truende ud jeg er sikker på at ham med hammeren har gennemskuet alt jeg har svigtet

Så banker det på døren. Tolderen står udenfor. Duergarene er bange for ham. Vi bliver lukket ud. Går tilbage til kroen. Driller Amroth. Han ligner en pige. Går til ro.

Mareridt.

Vågner. Har krammet ølkande til mine hænder blødte. Binder dem ind. Tager handsker på. Knuger ølkanden til mig. Vi tager afsted. Vi beslutter os for genvej. Tunneller. Snak. Forlader æsel. Vil afskære vej inden borg. går forkert. Ser folk i et rum. Imp til stede.

Ruset. Lyset. Et billede i mit sin. Styrke, renhed, vrede. Et væsen, en ven, en mægtig allierede. Argos løber forbi mig, et råb fra hans læber: “IIIIIIIIIIIII’m a unicorn..”, og han fælder et af menneskene med ét hug, resten gør sig klar, stiller sig i position til angrebet. Vi opdager, at en af dem åbenbart har tilkaldt en demon, men bliver beroliget af.. Ved ikke hvem der siger det, stemmer bliver så utydelige og meningsløse, men dæmonen er åbenbart en svag art. Argos angriber uden tøven den ene dæmon, og Cobal, dværgen som åbenbart gør os følge, angriber en kvinde, der ligner en troldkvinde. Han får et mægtigt hug ind på hende, men hun forsvinder i næsten samme øjeblik, og ender oppe ved mig. En ny følelse vælder op i mig, jeg danser uden om alteret og om til hende, laver en finte og hugger hende i skulderen. Så kommer ordene til mig, en sang fra fordums tid. En sang om blod, vrede, krig, død, en sang hvor helten ikke er en helt i kraft af ord, men i kraft af handling. Jeg føler jeg bliver den helt, jeg føler raseriet tage magten, jeg griber mit sværd i begge hænder og fører det ned i et hug på troldkvinden. Jeg føler hvordan hun synker sammen kort, hvordan shocket fra mit raseri tvinger hende i knæ. Hun teleporterer sig væk, ikke langt, jeg kan sagtens nå hende. Min klinge har ikke smagt blod nok, en dæmon til kommer frem, Argos er ved min side, vi kaster os rasende imod den, jeg bløder men det er ligemeget, blod skal flyde, jeg vil mærke livet forlade deres krop, dæmonen falder, og intet stopper mig længere. Jeg kaster mig imod troldkvinden, drikker grådigt fortvivlsen i hendes øjne, føler hvordan Aecris tager hendes liv, kaster hendes sjæl fra hendes krop ser hende synke sammen og føler det varme blod på min hud, varmen, rusen. De er alle døde. Jeg føler et smil glide over mine læber. Sejr. Så forlader sangen mig.

Tavshed.

Comments

Keejchen

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.