Followship of the prince

Cobals Observationer

Dværgen Cobals introduktion til gruppen

Jeg havde fået en tjans som vagt for en købmandskaravane til De Syv Søjlers Hal, det var første gang jeg var nede i underverdenen, og jeg må med det samme sige, at jeg kan ikke lide det: åbenlyst onde racer såsom gobliner og duergar går frit omkring, og man er endog forhindret i at rydde op, eftersom disse djævelske væsner er beskyttet af Loven, og straffen for at bryde Loven hernede falder hurtigt, effektivt og hårdt.
Eftersom mit job var vel overstået, og jeg ikke havde noget andet ærinde hernede, ønskede jeg at komme tilbage til overfladen, for selvom retfærdigheden ikke altid har de bedste kår i solens verden, så kan man i det mindste fjerne skadedyr uden repressalier deroppe.
Jeg begav mig ud på den lange tur gennem gangen op til overfladen, da jeg pludselig så en kvindeskikkelse komme løbende imod mig, og dreje ned ad en gang knap 20 meter foran mig. Jeg kunne høre kamptummult i baggrunden, og besluttede derfor at undersøge situationen nærmere. Jeg lærte senere at hun hedder Alanne, hun er en modig kvinde, som uden tøven kaster sig ind i nærkamp på trods af sin minimale udrustning. Hun er faktisk ret så provokerende klædt – ikke at jeg bliver distraheret: for det første er hun ikke en dværg, og for det andet er hun radmager.
Jeg drejede ned ad gangen og nåede akkurat at se kvinden løbe igennem en dør, mens en troldmand med underlige fagter kastede sin djævelske magi efter hende.
I første omgang misforstod jeg situationen, jeg troede magikeren kastede sin magi efter kvinden, men han bedyrede at de var på samme side, i kamp mod en flok hobgobliner.
Magikere kan være til stor hjælp, deres sejd kan afgøre hvilken side sejren falder til, men de er ikke til at stole på. Jeg lærte dog senere at Amroth, som han hedder, er en ganske fornuftig troldmand, han ser praktisk på tingene, og har den rigtige indstilling overfor ondskabens væsner – men min erfaring siger mig, at man aldrig kan vide sig helt sikker på folk, der bruger arkansk magi.
Jeg trådte gennem døren, og så ganske rigtigt, at en gruppe eventyrere var i fuld kamp mod en flok hobgobliner og andet skravl. Nok er goblin-kind almindeligt accepteret hernede, men når jeg ser en kamp på liv og død mellem mennesker og hobgobliner véd jeg godt hvilken side jeg vælger, så jeg angreb straks den største og ondest-udseende hobgoblin, for ofte mister slige æreløse væsner deres kampgejst, hvis deres leder falder.
Vi fik hurtigt gjort kål på hobgoblinerne, og det viste sig at eventyrerne var i færd med at optrævle en slavehandler-ring mellem hobgobliner og duergar. Jeg har ikke andre projekter på bedding, så jeg besluttede at hjælpe dem i dette prisværdige foretagende.
Gruppens leder er en hædersmand, som straks vandt min respekt. Jeg er ikke sikker på hvilken race han tilhører, men han har et frygtindgydende udseende: Lilla hår, tatoveringer i ansigtet, og hvide pupiller. Om hans retsindethed kan der ikke herske tvivl; Argos er paladin i tjeneste hos Selûne. Han er gennemsyret af gudindens hellige iver, ved enhver anledning kaster han sig frygtløst og med draget sværd ind i kampen med ondskaben. Argos er principfast og tapper, og jeg tror faktisk at han satte sig så meget i respekt overfor en goblin at kræet vil holde sig på dydens smalle sti, ihvertfald en stund. Han er en formidabel allieret, og ville være en drabelig modstander, så jeg er glad for at vi er på samme side.
Som det sømmer sig en rigtig helt, er Argos en mand af få ord, og lader sine handlinger tale for sig.

Det samme kan ikke siges om gruppens ordgøgler Geoffric, som sjældent lader kæberne hvile. Geoffric minder i det ydre om prinsen af Cormyr (som så vidt jeg husker også bærer samme navn), men ligheden ligger kun på overfladen, for man kan næppe forestille sig en prins af ædel afstamning, som ville udgyde en sådan upålidelig ordflom, og ovenikøbet ligefrem prale af at være “prince of lies”.
‘Vores’ Geoffric fungerer som talsmand for gruppen, og hans veltalenhed har vist sig gavnlig flere gange, men ind imellem virker det som om han bilder sig ind at være gruppens leder. Når man som han blander løgn og sandhed efter forgodtbefindende, kan det ende med at man ikke kan se forskel på digt og virkelighed.
På et tidspunkt blev jeg i tvivl om hvilken side Geoffric kæmper for, han insisterede på at lade en af goblinerne slippe, og det var en ren ynk at høre ham jamre blot fordi Argos udspurgte kræet. Det viste sig dig dog senere da vi stødte på en Asmodæus-præstinde, at Geoffric har mod og mandshjerte. Han trak sit sværd og angreb ufortrødent hendes djævel. Det er også blevet klart, at han hader duergar, så jeg må erkende at Geoffric besidder kvaliteter, som desværre til hverdag kan være svære at få øje på gennem hans ordskvalder.
Victor er også med i gruppen, han kæmper med sværd og går gerne i nærkamp med ondskabens væsner på trods af at han kun har beskyttelse af en lædervams. Han er lidt svær at blive klog på, men i hvert fald er han tapper, og han kæmper for den rigtige side, og hvad mere kan man forlange?
Sidste mand i gruppen er Karos, som jeg ærligt talt ikke har fået noget indtryk af endnu, da han holder sig i baggrunden.

Alt i alt en besynderlig samling, men vi kæmper for en retfærdig sag, og det er langt mere ærefuldt end at være vagt for en kræmmer, så jeg er godt tilfreds.

Comments

Keejchen

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.