Followship of the prince

A Journey under the Moon, part I: Descent into Darkness

Skrevet af Argos Moonbringer

Situationen huede mig ikke det mindste. Tilbedere af Shar højt i Cormyrs hof, vores venner i Sunshine Keep under belejring fra de Purple Dragon Knights, som egentlig skulle beskytte dem… Kaos så ud til at have inficeret vores umiddelbare omgivelser, og den tanke tiltalte mig ingenlunde. Dog var vi angiveligt på vej mod ondets rod, på vej mod De Syv Søjlers Hal forklædt som handelsfolk for at finde flere spor til, hvor denne smitte af Skyggen kunne være kommet fra. Vores bedste spor var en for os ukendt person ved navn Paldemar, som menes at være ansvarlig for Shars marionetters tilstedeværelse i Suzail.

Den grove lærredskåbe sad ubehageligt over min rustning, og jeg følte mig utilpas ved at skjule min gudindes glorværdighed under et tarveligt stykke klæde. De, der tjener Shar og hendes veje – for slet ikke at tale om de, der er sjæleligt forblindede af skygge – benytter sig af samme strategi overfor deres uskyldige ofre: De skjuler deres inderste råddenskab ved en luset forklædning. Jeg følte mig uren, som en tjener for Selûne der ikke turde kendes ved sin nådige gudindes væsen. Dog tvang jeg mig selv til ikke at lade mig mærke med noget, men sad roligt og afventende, mens vores vogne sneglede sig af sted af den beskrevne rute. Mine rejsefæller Victor, Karos og Alanna – disse årvågne sjæle – spejdede efter den angivne afstikker ind i bjergene, mens den finurlige Amroth granskede sine bøger. Selûnes udvalgte, Prins Geoffric, bekymrede sig ikke synderligt om situationen, i hvert fald ikke hvis man skulle dømme efter den snorken, som steg op fra vognens bagside.

Jeg må tilstå – for mit eget vedkommende og for min gudindes åsyn – at jeg finder Geoffrics væsen og opførsel yderst besynderlig. Han besidder en åbenbar stridslyst og iver til at bære Aecris mod de, som har fortjent det, men han deler ikke min overbevisning om, at de besudlede og forblindede må renses for Skyggens indflydelse. Bevares, han er adelig og ikke trænet som jeg – men den adelige opvækst har gjort hans vilje svag. Når han ser, hvad de forblændede foretager sig, er jeg sikker på, at han vil hærdes – og kommer det ikke naturligt til ham, har han svigtet Selûnes ære. Om nødvendigt må jeg selv skride til handling og oplære ham i mine doktriner.

Efter en lang rejse nåede vi endelig til nedgangen til De Syv Søjlers Hal. Flankeret af minotaur-statuer på begge sider, påbegyndte vi vores nedstigning. Som vi snoede os ned af den brede vej, som var lagt i bunden af en udhugget hule ned i bjerget, begyndte min følelse af ubehag at tage til. Snart kunne vi ikke se dagslyset, og mens vejen blot fortsatte længere ned i bjerget, blev jeg mere og mere nervøs. Jeg ville ikke kunne se Selûnes strålende åsyn over mig om natten og føle hendes tilstedeværelse, når hun med sit blide sølvskær og sin sikre bane over himlen leder mig videre på den evigt foranderlige sti, som er mit liv og som er hendes væsen.

Dog skete der snart noget, som brød mine bekymringer. Da vi var kommet tilpas langt ned i bjerget, hørte vi jammer og klage fra et sidekammer til vejen. Mens jeg instinktivt greb efter mit sværd, fik Amroth hurtigt vækket Prins Geoffric, og vi besluttede umiddelbart derefter at undersøge det. I rummet ved siden af fandt vi fem hobgobliner, som var i gang med at true sig til penge fra en meget ung halfling. Geoffric trådte straks frem og bad hobgoblinerne om at slippe det uskyldige væsen fri. Da jeg supplerede hans bemærkning med en konstatering af, at de som forbryder sig mod uskyldigheden betaler med smerte, havde det – mærkværdigt nok – en underlig effekt: Hobgoblinerne knækkede sammen af grin. De skulle dog snart se fejlen i at tvivle på min indsigt i straffens natur, for da Geoffric begyndte at forhandle med dem om prisen for halflingen, så vi kunne købe ham fri – på opfordring af Alanna – fattede hobgoblinerne mistanke til vores ærinde. Før de kunne nå at reagere, trak Geoffric imidlertid blank og stormede frem mod de afskyelige væsener.

Vi andre forsøgte at følge op på hans stormløb ved at assistere så godt vi kunne. Mens jeg fremsagde mine bønner til Selûne om styrke og ære, så jeg Karos og Alanna avancere mod fjendens flanke. Alanna forsøgte sig med en yderst spidsfindig manøvre, som ville kombinere akrobatik med et spring over en af de stole, som stod i vejen rundt om det bord, hvor fjenden holdt halflingen fanget. Dog knækkede stolen sammen under den habile swordmages fødder (selv jeg ville have kunnet fabrikere den stol bedre), og hendes angreb blev brat afbrudt.

Bedre blev det ikke af, at en af hobgoblinerne var ferm til magi, og mere end en gang fik vi en chokbølge at føle fra dens retning, så vi blev blæst omkuld. Ikke desto mindre forsøgte jeg mig selv med en manøvre, som skulle komme folk til hjælp. Men også jeg blev offer for hobgoblinernes forfærdelige håndværk, for da jeg ville springe over bordet, brast det under mine støvler, og jeg lå omtumlet og forvirret på gulvet. Øjeblikket efter jog en skærende smerte igennem min krop. Mine muskler trak sig sammen i voldsomme kramper, og jeg følte det som om jeg havde ild i blodårerne. Jeg skreg; det er jeg ikke bleg for at indrømme. Ens egen smerte skærper sanserne og fokuserer vreden, så jeg bød den blot velkommen. Jeg så hobgoblinernes magiker stå over mig med en træstav, der knitrede af magiske lyn. Jeg bed tænderne sammen og ventede på dens næste slag – men det kom aldrig. I stedet så jeg en glitrende sværdklinge hamre ind i hobgoblinens ryg, hvorefter den blev løftet fra jorden af slagets kraft og med en sprød lyd smadrede ind i den modsatte væg. Fortumlet kiggede jeg op og fik øje på min redningsmand – eller rettere redningskvinde. Alanna havde udnyttet en gunstig åbning i fjendens forsvar til at hævne sig.

Med denne trussel ude af billedet gik der ikke længe, før der kun stod en overlevende hobgoblin tilbage. Den overgav sig og fortalte os, at den var en del af en stamme, som kaldte sig The Bloodreavers, under ledelse af en vis Høvding Krann. De levede af slavehandel, og for nylig var de blevet bedt om at skaffe umanerligt mange halflings til deres ”lager”. Væsenet virkede oprigtigt omkring disse ting, og da Geoffric og Alanna argumenterede for, at vi lod væsenet gå – for ikke at alarmere dens fæller yderligere – indvilligede jeg, om end tøvende. Deres plan var drevet af fornuft, og som The Moonmaiden’s skrifter minder os om, er fornuft også en vigtig dyd i ethvert dødeligt væsen. Vi besluttede os dog i fællesskab for at skaffe resten af ligene af vejen – muligvis som fodder til de unævnelige tingester, som befolker The Underdark’s mørke dybder.

Efter dette mindre intermezzo vendte vi vores opmærksomhed mod den unge halfling, som præsenterede sig som Rendel. Han kan højst have været et ungt barn, og jeg følte en øjeblikkelig sympati for det stakkels væsen. Mens jeg overvejede The Bloodreavers’ skæbne, hvis vi skulle støde på dem igen, fortalte Rendel at også han var på vej til De Syv Søjlers Hal, hvor hans tante Era drev et mindre etablissement ved navn The Halfmoon Tavern. Min sympati forstærkedes; at høre om et sted tilegnet min sølverne frue i disse skyggefulde dybder var så sandelig opløftende! De Blood Reavers, hvis sjæle vi netop havde givet til dom hos de højere magter, havde opført sig uærligt på kroen og var gået uden at betale. Rendel var fulgt efter dem for at indkræve pengene og var uheldigvis blevet taget til fange som et led i deres indsamling af halflings. Rendel tilbød os et gratis krus øl på hans tantes kro for vores ”heltedåd”, som han udtrykte det. En grandios udlægning af en simpel redning, bevares, men et ungt sind må have sine formodninger i fred.

Vi slog følgeskab med Rendel og ankom efter noget tid til hallens indgang. Her skulle vores varer til handelsmanden Gendar først visiteres – vi bar ikke andet end godt tøj – før vi måtte komme igennem. Ved Gendars butik gik Amroth, Karos og jeg ind for at forhandle, og det indtryk der mødte mig var, at denne sortelver – som var butikkens indehaver – var lidt af en sjuft. Et faktum, der blot blev bekræftet, da Gendar meget målbevidst rodede vores baggage igennem og fandt en gylden daggert, som hidtil var skjult under bunkerne af tøj. Hvad det var, eller hvad han skulle bruge den til, gav han ingen indikationer af. Karos købte sig imidlertid et nyt spyd hos sortelveren – noget han har higet efter længe – og han virkede yderst tilfreds med det. Jeg har dog mine tvivl om, om spidsen vil blive siddende på skaftet i længere tid…

Med dette overstået satte Victor, Geoffric, Amroth og Alanna kursen mod det lokale porthus, mens Karos og jeg holdt øje med vores forsyninger. Ifølge de oplysninger, vi kunne skaffe os i hallen indtil videre, vidste den lokale portner – en troldmand ved navn Orantor – noget om de Blood Reavers, som vi mødte tidligere. Muligvis, forlød det, var der en belønning for vores gerning. Vores rejsefæller blev i porthuset meget længe, helt til det punkt hvor jeg begyndte at blive mistænksom. En bureaukratisk samtale tager tid, såmænd, men i mit virke har jeg kun oplevet, at den kan have to udfald: Enten er modparten en hæderlig, ærlig mand, og man får uden problemer lukket handlen hurtigt – eller også er han en slesk ål, som arbejder for sin egen gerrighed eller nogle langt mere dunkle formål og instinktive lyster, som han skal have tilfredsstillet. Mange sådanne pengemænd er influeret af sjæleligt mørke og fordærv, og i disse tilfælde har jeg ageret hurtigt og kontant, når jeg har afsløret deres uærlighed og usædelighed, som Selûne oplyser nattens skygger. Det tog som regel et par måneder, før de kunne skrive igen med en arm, der var brækket tre steder…

Jeg afviger fra min beretning – omsider kom vores venner tilbage, og at dømme efter deres oprørte fortælling, havde mødet været produktivt. De fortalte til Karos og jeg, at Orantor (efter at have fanget dem på magisk vis for at vurdere deres troværdighed) udmærket kendte til denne Paldemar – han var en af de øverste skikkelser i troldmandens orden, Troldmændene af Saruun, som havde grundlagt De Syv Søjlers Hal for flere hundrede år siden. Gruppen stod også for at opretholde en fredelig balance i hallen og forhindre uroligheder. Dog var Paldemar forsvundet for omkring et par uger siden. Ingen ved hvorfor eller hvorhen. Omtrent samtidig begyndte The Blood Reavers at blive meget nærgående i hallen, meget mere end førhen. På grund af vore sparsomme spor besluttede vi, at der måtte findes en forbindelse til Paldemar hos disse Blood Reavers – når disse hændelser var så nærtstående i tid –, og en der kendte meget til dem, var vores unge halfling-ven Rendel. Så vi besluttede os for at gøre ham og hans tante Era selskab på The Half Moon Tavern, hvor vi forelagde vores sag for ham. Rendel var yderst villig til at hjælpe os, og vi tilbragte natten på kroen for at drage af sted næste… Morgen? Jeg ved ikke, hvad det kaldes dernede. Karos gik ud for at bede til Tempus, og jeg fortrød lidt, at jeg ikke gjorde ham selskab på vejen, for da søvnen tog mig, følte jeg mig mærkeligt afsondret fra min gudindes kærlige nærvær.

Jeg stod op næste dag, forvirret og konfus over ikke at have set månen som altid, og sluttede mig til de andre, hvorefter vi med Rendel som kyndig guide drog ud gennem Dragedøren og igennem hulegangene, mod noget som halflingen omtalte som ” The Chamber of Eyes”. Angiveligt var det et gammelt tempel til Torog, en afskyvækkende gud for alt underjordisk, som The Blood Reavers nu brugte til deres egne formål. Da vi nærmede os templets domæne, nærmede vi os også Rendels grænse, for han erklærede til sidst højt og tydeligt, da vi var kommet ind i et forkammer, at han ikke ville gå videre. Vi bad ham vente, og jeg smed den tarvelige lærredskåbe, som jeg havde beholdt over min normale broderede kåbe, for at lade Selûnes pragt komme fuldt til sin ret i dette gudsforladte og uoplyste sted.

Vi sneg os forsigtigt hen imod en stor dobbeltdør, som øjensynligt udgjorde frontpartiet for templet. Jeg kunne høre stemmer derindefra, og da Victor gik hen og undersøgte døren, fandt han – med sin store ekspertise indenfor dette dubiøse område – ikke noget usædvanligt ved den. Geoffric, ivrig som altid, storkede hen med tre lange skridt og tog i døren – for blot at blive mødt af en brutal bugbear, som stirrede ham lige i øjnene fra den anden side. Dette afskyelige væsen var flankeret af en række hobgobliner, som til forveksling lignede dem, vi allerede havde mødt – Blood Reavers. Overraskelsen kom bag på os alle, og vi skulle lige til at gribe til våben, men før vi kunne reagere, benyttede Geoffric sig selv af sit mest formidable våben – sit mundtøj.

Med entusiasme og flair fortalte vor prins om denne lille gruppe, som han havde med sig, og som blot var slavehandlere ligesom ham selv og væsenerne bag døren. Hobgoblinerne og den store bugbear virkede ikke overbeviste, og skulede nedrigt hen i retning af min gudindes symbol på min kåbes bryst. Jeg var blot et enkelt spring og et sving af min klinge fra at skære deres øjne ud for sådan at nedstirre Selûnes pragt. Men Geoffric affejede smilende deres skepsis med den begrundelse, at mine hellige klæder var god lokkemad for uforvarende børn, som kunne bruges i vores forretning! Vi skulle ganske vist indordne os under Geoffrics farlige hazard-spil, og jeg skal medgive, at hans snarrådighed og tæft for snak har reddet os før – men det tog al min viljestyrke ikke at modbevise hans lodrette løgn ved at angribe de onde væsener. Dog, selv Selûne færdes gedulgt i skyernes svøb, og sådan må hendes tilhængere nogle gange også svøbe sig i tåge, så vores retfærdige motiver forbliver skjult for onde øjne. Dette mantra gentog jeg lydløst for mig selv, mens jeg af al magt forhindrede min hånd i at lukke sig om skæftet på mit sværd.

Geoffric og hobgoblinerne forhandlede frem og tilbage, og under samtalen mærkede jeg pludselig noget blive puttet ganske roligt over i min ene håndflade. Uden at vække opsigt så jeg, at det var Victor, som havde givet mig en ring i al hemmelighed. Den kongelige sikkerhedsrådgiver opfordrede mig ved fagter til at tage den på, hvilket jeg gjorde så roligt som muligt. Jeg mærkede ingen effekt, og undrede mig over, hvad det skulle gøre godt for. Min undren blev brudt, da hobgoblinerne bekendtgjorde, at Geoffric kunne tale med deres høvding, Krann, under ledsagelse af en eneste livvagt fra gruppen. Uden tøven valgte vor prins den trofaste og stovte Karos, hans brillante strateg – jeg dadler ham ikke for hans valg, omstændighederne taget i betragtning.

Disse to forsvandt ind igennem døren, hvorefter Victor, Amroth, Alanna og jeg befandt os udenfor, i selskab med 5 hobgobliner. Hvad der blev talt om indenfor, ved jeg ikke, men jeg ved, at tiden sneglede sig af sted udenfor døren. Pludselig indtraf dog en hændelse, som var en stor kilde til forundring – Alanna, Amroth og Victor forsvandt simpelthen fra min side! Det ene øjeblik var de der, og det næste var de forsvundet i den blå luft. Hobgoblinerne så ligeså forvirrede ud, som jeg gjorde, og den forvirring blev ikke større, da Karos sekundet efter stod ved min side, for så derefter at forsvinde igen! Og lige da han forsvandt, havde jeg kun tid til at blinke en enkelt gang – så befandt jeg mig i et lille og stinkende rum, der var fyldt af kæmpende mennesker. Jeg nåede knap at trække mit sværd.

Ved et hurtigt overblik så jeg Amroth, Karos, Alanna og Geoffric i åben kamp med flere hobgobliner og den store bugbear fra før, samt to af de lavstammede grå dværge, som jeg har hørt lidt om. Victor var forsvundet, muligvis til et sted, hvor han kunne planlægge sine dødelige angreb fra skyggen med ekstrem præcision. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg nærer ikke samme mistro til Victors skygge som til anden skygge – han bruger den i prinsens tjeneste, til et godt formål. Men dette måtte jeg bekymre mig om senere, for foran mig stod selveste Krann, høvdingen af denne slavehandler-stamme.

Jeg så på hans laskede og svagt humanoide krop og blev grebet af et ufatteligt had til dette væsen, der skaltede og valtede med andre væseners liv og uskyld som var det blot en nyttevare – her, langt fra lyset og visdommen fra himlen, som min gudinde udbreder. Jeg følte tårerne presse sig på. Jeg følte Selûnes sorg over de mange væsener, hvis blod var blevet spildt og hvis legemer var blevet mishandlet for dette væsens hånd, og som hun ikke havde den mindste magt til at hjælpe. Og jeg græd – jeg græd for min gudindes afmagt, for de mange mænd og kvinder, som havde lidt under Kranns tyranniske handel. Jeg græd mit hjerteblod ud for dem, og jeg så frygten i Kranns øjne – og selv hos mine egne rejsefæller – da disse røde tårer, udgydt i Selünes navn, piblede ned ad mine kinder fra mine øjne. Men selvom det svækkede mig, lod jeg sorgen drive mit sværd til et knusende slag, som borede sig dybt ind i Kranns krop. Hobgoblinen skreg i frygt og smerte, men hans øjne blev om muligt endnu bredere, da jeg hviskede en bøn til min gudinde om at vise denne misæder hendes sande vrede. Et lille glimt i min klinge var det eneste tegn på, at bønnen blev hørt.

Krann oplevede sand frygt. Han rystede og dirrede på grund af mit angreb, men jeg slog ham ikke til jorden. I stedet gav jeg ham et simpelt ultimatum i kampens hede: ”Overgiv dig til min gudindes nåde, eller dø!” Det fik øjeblikkeligt Krann til at brøle en ordre om overgivelse, og hobgoblinerne trak sig tilbage. De grå dværge var ikke sådan at kue og kæmpede videre, men da de først havde smagt Alannas sværd og Karos’ spyd, samt Geoffrics demoraliserende tilråb, afgik den ene ved døden. Den anden opgav ævred kort efter da, så vi nu også havde en duergar blandt vores fanger.

Vi førte fangerne sammen i det centrale rum i The Chamber of Eyes, hvor vi tog deres ejendele og bandt dem på hænderne. Jeg var ikke færdig med Krann. Mit hellige påbud skreg til mig om at rense ham for hans sjælelige fordærv og forblindelse af skygge, men Geoffric var endnu en gang hurtig og overtog afhøringen, før jeg kunne nå at gøre noget. Jeg forstår nogle gange ikke hans vier efter at komme mig i forkøbet. Han spurgte de forsamlede (inklusive deres store ulv, ”Fido”, som de havde bragt med) om nogen kendte noget til Paldemar, men ingen svarede. Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere og greb Krann om halsen. Han skulle vide, at gengældelse ventede ham, hvis han ikke talte sandt. Det blev dog ikke ham, der svarede, men derimod den overlevende duergar, som Geoffric ganske kløgtigt gennemskuede som en løgner. Han tilkendegav at vide, hvem Paldemar var, men før vi kunne få den oplysning ud af ham, skete mange ting på en gang.

Karos og Victor, som var gået op ad en af trapperne for at sikre vores flanke, blev blæst ud over afsatsen af noget som lignede en magisk chokbølge, og de røg ned i hovedet på Fido, som havde ligget og slumret. Det rasende dyr vågnede nu op og bed omkring sig i en hvirvel af tænder og kløer, og Victor var uheldigvis den, der var nærmest den vrede ulv. Med rædsel så jeg, hvordan dyret flænsede ham til blods, før det vendte sin snude mod os. Samtidig udbrød der panik blandt vores fanger, og de styrtede af sted over hals og hoved for at komme ud ad lokalet. Vi nåede ikke at indhente dem, og de flygtede ned ad gangen udenfor. Den grå dværg følte sig styrket af sin ukendte redningsmand, og han begyndte at tage kampen op mod Alanna – et meget dårligt valg af modstander for dværgen. Hun var nødsaget til at slå det beskidte væsen ihjel, og hvis jeg har vurderet hende ret, havde alle tanker om nåde forladt hende i dette øjeblik. I forvirringen lykkedes det Krann at undvige vor opmærksomhed, hvilket han benyttede til at flygte igennem en faldlem.

Karos, Amroth og Geoffric hastede op ad trapperne – Karos dog først efter at have råbt et moraliserende slagord til Victor, som dog stadig ikke rejste sig. Jeg begyndte at trække ham væk fra Fido, mens jeg bevogtede mig selv mod tænder og kløer. Men så kom ildhuen over Victor, og han sprang op og begyndte stædigt at hakke i det store dyrs flanker, mens Alanna gik til det fra den anden side. Midt i det hele stod jeg, og det var som om Fido havde set sig sur på mig i en blodrus, for dens tænder brød igen og igen igennem min rustning og tilføjede mig grumme sår. Det var kun takket være min tro på Selûnes retfærdighed, at jeg ikke segnede om af smerte. Efter mange strabadser opgav Fido ånden, samtidig med at det lykkedes Geoffric at smide hallens eneste lysekrone i hovedet på dyret – noget han åbenbart havde set frem til og forsøgt længe.

Fra trapperne kom Amroth og Karos, da alt var roligt. Det var en enkelt magibeherskende hobgoblin, som havde spoleret vores ”seance” nede i hallen. Karos udtrykte sin taknemmelighed over Amroths assistance med hobgoblinen ved at gå over og smække hoftroldmanden en på skrinet – noget jeg aldeles ikke havde forventet fra den ædle herre. Med en sjælden aggressivitet gjorde Karos det yderst klart, at hvis Amroth nogensinde igen forsøgte at kontrollere hans sind, ville han ganske enkelt slå ham ihjel. Den kunne Amroth så tygge lidt på.

Midt i kaosset kunne jeg ikke gøre andet end at lukke øjnene og bede til min gudinde om vejledning. Vores mest solide spor omkring Paldemar (den grå dværg) var nu død, idet han havde gjort oprør imod os, og et sted derude rendte et væsen rundt, hvis amoralske foretagende har fungeret længe nok. Med Selûnes hjælp ville jeg finde Krann – og oplyse hans formørkede sind med hendes vilje.

Comments

Keejchen

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.